Partier enige om undersøgelse af mink-skandalen

Gransknings-kommission skal undersøge beslutningen om landsdækkende aflivning af mink.

Granskningskommission skal blandt andet undersøge statsminister Mette Frederiksens (S) rolle i mink-sagen. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

En række af Folketingets partier er nået til enighed om den undersøgelse, der skal granske regeringens beslutning om at aflive alle mink.

Undersøgelsen skal efter planen være færdig til foråret 2022. Det oplyser Venstres Karsten Lauritzen.

- Det helt centrale der skal undersøges er, om regeringen har brudt loven og om det er sket bevidst eller ubevidst, siger partiets gruppeformand.

- Og hvordan det kan gå til - er det statsministeren, regeringens ministre eller embedsmændene, der ikke har gjort deres arbejde - det skal nu kulegraves i en granskningskommission, siger Karsten Lauritzen (V).

Beslutning uden lovhjemmel

I november kom det frem, at der ikke var lovhjemmel til regeringens beslutning om at aflive alle mink på grund af risikoen for spredning af corona-virus.

Siden da er en række af Folketingets partier blevet enige om, at sagen skal undersøges af en såkaldt gransknings-kommission.

Mandag formiddag blev partierne enige om, hvilke dele af sagen som kommissionen særligt skal fokusere på.

- Med dette kommissorium nedsættes en granskningskommission til at undersøge og redegøre for relevante myndigheders og ministres, herunder statsministerens og Statsministeriets, handlinger og involvering i tilknytning til beslutningen i november 2020 om, at alle mink i Danmark skulle aflives straks som led i indsatsen til bekæmpelse af covid-19, står der i et udkast til aftalen, som DR Nyheder har modtaget.

Kulegravningen fokuserer på tiden op til pressemødet den 4. november samt tiden efter.

- Endvidere skal granskningskommissionen også for denne periode undersøge og redegøre for, hvorvidt myndigheder og ministre, herunder statsministeren, modtog, og i givet fald hvordan de reagerede på oplysninger, der kunne indikere, at der muligvis ikke var hjemmel til påtænkte eller besluttede tiltag, står der i aftalens såkaldte kommissorium.

S: Burde undersøge mere

Socialdemokratiet er med i aftalen. Partiets medlem af Udvalget for Forretningsordenen mener, at kulegravningen burde have omfattet endnu mere.

- Jeg kan undre mig over, at sådan noget som politiets actioncard ikke er med. Jeg synes, at det ville være meget naturligt, at den selvfølgelig også kigger på det spørgsmål, siger Jeppe Bruus (S).

Er du nervøs for, at undersøgelsen kan grave noget ubehageligt frem for Socialdemokratiet?

- Nej. Vi har lagt en redegørelse frem. Myndighederne har lagt en redegørelse frem. Der er kommunikeret åbent og ærligt om de fejl, der er blevet begået. Der er også blevet lavet en undskyldning til minkavlerne, siger Jeppe Bruus.

Konservative glæder sig over, at granskningskommissionen kan gå i gang fra april næste år.

- Den kommer til at arbejde i 12 måneder, og så får vi et resultat kort tid derefter, siger Mai Mercado (K).

Hun oplyser, at Folketingets Udvalget for Forretningsordenen på første møde i det nye år skal aftale, hvordan eksempelvis sagen med Rigspolitiets actioncards skal undersøges.