Partier har ikke besluttet sig: Hvad skal klokken være i fremtiden?

Der er politisk flertal for…tja, hverken at mene det ene eller det andet, når det handler om at droppe sommer-vintertid.

Står det til EU-Kommissionen skal der indføre én tid. Men den danske regering har foreløbig ikke nogen holdning til, om det halvårlige skifte mellem sommer og vintertid skal afskaffes. - Som politiker har jeg meget svært ved at have en holdning til det, siger transportminster Ole Birk Olesen (LA). (Foto: Charles platiau © Scanpix)

Har du husket at stille uret en time tilbage?

I nat overgik vi til standardtid - også kaldet vintertid – men måske bliver det en af de sidste gange, man behøver tænke over, om uret nu skulle stilles en time frem eller en time tilbage. I hvert fald hvis et politisk flertal vælger at følge EU's anbefaling om at droppe det halvårlige skift mellem sommer- og vintertid.

Foreløbig er både regeringen og Socialdemokratiet dog særdeles uklare, når det handler om hvad klokken skal være i fremtiden.

- Min holdning til det her er ligegyldig, for det er ikke et spørgsmål om politisk ideologi. Det er bare et spørgsmål om, hvad man har det bedst med som person, siger transportminister Ole Birk Olesen (LA).

Men det er vel ikke ligegyldigt, når regeringen nu skal komme med en indstilling til EU?

- Regeringens indstilling er, at vi skal høre det danske folk. Det synspunkt, som danskerne har det bedst med, er det, vi vil viderebringe til EU.

Men du er jo politiker, så har du vel en holdning?

- Som politiker har jeg meget svært ved at have en holdning til det. Det er jo ikke sådan, at fordi man er liberal, så mener man, at det godt med lyse morgenstunder, og fordi man er socialdemokrat, så mener man det er godt med lyse aftenstunder. Som privatperson kan jeg kun sige, hvad jeg synes er rart. Men hvad jeg synes som privatperson er fuldstændig ligegyldigt. Det skal ikke påvirke beslutningen. Jeg vil kæmpe for det, som danskerne synes, og vil derfor gerne høre, hvad de synes er rarest, siger Ole Birk Olesen.

Men du kan jo ikke gå rundt og spørge hver enkelt dansker. Så hvordan vil du finde ud af det?

- Mit håb er, at der nu vil komme en offentlig debat, hvor folk bliver opmærksom på de fordele og ulemper, der er ved henholdsvis sommertid og standardtid. Så håber jeg, der på den baggrund vil danne sig en mest udbredt holdning. Og jeg vil så kæmpe for den holdning i EU, siger Ole Birk Olesen, der foreløbig har holdt en høringsproces, hvor en række organisationer har givet deres holdning til kende.

- Høringssvarene viser, at organisationerne er meget delte. For eksempel vil idrætsorganisationerne rigtig gerne have sommertid, fordi det giver en længere sæson til udendørsaktiviteter. Omvendt er der nogle erhverv, hvor folk møder tidligt på arbejde, som ikke er så glade for sommertid året rundt, fordi der så om vinteren først bliver lyst langt op af formiddagen, siger Ole Birk Olesen.

S vil gerne blive klogere

Socialdemokratiet har samme (u)klare holdning til, om Danmark bør følge EU's anbefaling om at droppe det halvårlige skift mellem sommer- og vintertid.

- Vores udgangspunkt er nok, at vi er ganske tilfredse med sommertid-systemet, som det er i dag. Men vi er absolut ikke låst fast, siger transportordfører Rasmus Prehn (S).

- Vi vil gerne blive klogere på det her, og hvis der er gode argumenter for at afskaffe sommertid, så vil vi gerne gøre det. Men hvis man skal lave det om, er det afgørende, at vi er bredt enige i Folketinget, så det kan være gældende de næste mange år frem.

Hvad skal der til for, at I kan tage endelig stilling?

- Der skal mere viden til. Vi skal have gransket det lidt nærmere. For eksempel hvor meget energibesparelse, der er i at have det nuværende sommertidssystem? Passer det, at der er flere trafikuheld, hvor blandt andet dyr er involveret, fordi man skifter fra sommertid til vintertid og omvendt? Er det beviseligt, at folk bliver syge af stress på grund af det her? Sådan nogle ting skal vi have dykket ned i, siger Rasmus Prehn.

V er glade for sommertid

Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen er lige så uklar i mælet.

- Vi hælder ikke til noget i endnu. Nu skal vi give tid til, at befolkningen også kan komme med nogle input. Hvad mener dem, der er afhængige af, at der er lyst om morgenen eller lyst om aftenen? Og så kan vi politikere konkludere bagefter, så vi kan melde tilbage til EU. Det synes jeg er den rigtige rækkefølge, siger Kristian Pihl Lorentzen, der dog tilføjer, at det nuværende system med halvårlige indstillinger af klokken ikke er helt ved siden af:

- Personligt mener jeg, at sommertiden har fungeret godt, men jeg kan godt overbevises om at afskaffe den, hvis argumenterne er gode nok.

Ødelagt søvn for børnefamilier

De Radikales transportordfører Andreas Steenberg har derimod taget stilling. Han er klar til at sige farvel til sommertiden. Han begrunder det blandt andet med, at det nuværende system har en tendens til at smadre døgnrytmen for småbørnsfamilier.

- Som småbørnsfar har jeg selv fået ødelagt min nattesøvn en del uger, fordi børnenes søvnrytme ikke bliver indstillet lige som urene. Hvis barnet skal op klokken seks, så står det jo i stedet op klokken fem, siger Andreas Steenberg og er selv helt træt ud ved tanken.

- Så bruger man en uge på at vende barnet til at sove længere, og det kan godt give nogle tungere øjenlåg i nogle dage, fordi man har sovet mindre på grund af sommer-vintertid. Jeg synes egentlig, det er ret irriterende.

Er det dit hovedargument for at afskaffe sommertiden?

- Nej, det er jo selvfølgelig ikke noget kæmpe problem. Men når nu vi skal tage stilling til det, så kan man lige så godt fjerne sommertiden, når der nu ikke er nogle gode argumenter for at beholde den. Så væk med den sommertid, fastslår Andreas Steenberg.

Transportministeren forventer, at den danske regering senest til foråret vil meddele, om det skal være slut med sommer-vintertid i Danmark.

Facebook
Twitter