Partier køber ikke, at statsministeren var 'optaget': Burde have tjekket sms-konklusion frem for at føre valgkamp

Mette Frederiksen ventede med at åbne kuvert med oplysninger om, hvorvidt hendes slettede sms'er kunne genskabes, til efter kommunal- og regionalvalget.

Statsminister Mette Frederiksen deltog i valgkampen tirsdag den 16. november. Her taler hun under valgfesten hos Socialdemokratiet i Amager Bio i København. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg ikke, begrundelsen holder. Jeg er godt klar over, at man som statsminister har rygende travlt i en valgkamp, men den her sag har der været så mange spekulationer om, og jeg synes bare, man gør ondt værre, når man ikke som det første går ud og fremlægger resultatet.

Sådan lyder meldingen fra Karina Lorentzen, retsordfører for regeringens støtteparti SF.

SF mener, det er for dårligt, at statsminister Mette Frederiksen (S) ventede til dagen efter kommunalvalget i sidste uge med at gennemgå det materiale, som gav svar på, hvorvidt politiet var lykkedes med at genskabe hendes slettede sms'er.

Og det samme mener et andet støtteparti:

- Jeg synes, det er et udtryk for en fejlagtig prioritering. Jeg synes, det er helt afgørende, når der ligger vigtige oplysninger, som offentligheden kan få adgang til, at man så sikrer, at det kommer til at ske, fastslår Enhedslistens gruppeformand, Peder Hvelplund.

Og det er ikke kun i den røde side af folketingssalen, at der gøres brug af den skarpe retorik.

- Det havde ikke været for meget forlangt, at vælgerne, når de stemte den 16. november, fik mulighed for at bedømme det forhold, som regeringen havde præsteret eller ikke præsteret. Og det kunne de så ikke få lov til, fordi statsministeren ikke havde tid, siger Peter Skaarup, gruppeformand i Dansk Folkeparti.

Oplysningerne lå klar

Mandag den 15. november, dagen før kommunal- og regionsrådsvalget, fik bisiddere til statsminister Mette Frederiksen og de tre topembedsfolk, der også har slettet sms'er automatisk, adgang til det materiale, der viste, om politiet kunne genskabe deres slettede sms'er fra perioden omkring beslutningen om aflivning af mink.

Men Mette Frederiksen, departementschef Barbara Bertelsen og stabschef Martin Justesen åbnede først kuverterne med oplysningen om, hvorvidt deres sms'er kunne genskabes, onsdag den 17. november. Altså dagen efter kommunalvalget.

Den fjerde topperson i Statsministeriet er departementsråd Pelle Pape. Det er i dag kommet frem, at oplysningen om, at hans sms'er ikke kunne genskabes, tilgik ham på valgdagen.

Statsministeren siger i dag, at hun ikke åbnede kuverten før onsdag, fordi hun ikke havde tid.

- Jeg har været optaget af nogle andre ting, det giver næsten sig selv.

På sociale medier har hun i dagene op til valget, og på valgdagen, lagt billeder op, der viser, at hun var ude at føre valgkamp.

Men den undskyldning skriger til himlen, siger Peter Skaarup (DF).

- Skal vi virkelig seriøst tro på det? At statsministeren ikke havde tid til at åbne de her kuverter?

Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, kalder det også en dårlig undskyldning.

- Det er bare sådan en 'christiansborgsk'-dårlig undskyldning for, at man ikke ønskede at få de her oplysninger frem dagen inden kommunalvalget, siger hun.

SF's Karina Lorentzen anerkender, at statsministeren sikkert har haft travlt, men synes alligevel, at hun skulle have prioriteret sagen:

- Jeg tror udmærket godt, at statsministeren var klar over, at det her var et spørgsmål, der optog hele Danmark, og det duer bare ikke.

Burde kunne nå begge dele

Blandt partierne er der bred enighed om, at statsministeren burde have fundet tid til både at føre valgkamp og tjekke resultatet fra politiets forsøg på at genskabe sms'erne.

- Jeg tror faktisk, at hvis man havde villet det, så havde man kunnet fikse begge dele - både at føre sin valgkamp og få kigget på de sms'er, vurderer Karina Lorentzen (SF).

Og Peder Hvelplund mener også, at regeringens kommunikation fejler:

- Vi havde været sparet meget, hvis regeringen havde kommunikeret mere klart og tydeligt om både forløbet og den proces, der har været. Og kommunikeret de oplysninger, så snart de var tilgængelige.

Men oplysningerne blev altså først kommunikeret ud til offentligheden onsdag, dagen efter valget. Og det efterlader en del spørgsmål hos blandt andre Dansk Folkeparti:

- Havde statsministeren travlt med kommunalvalget, havde hun travlt med at se det danske landshold spille fodbold eller hvad havde hun egentlig travlt med? Hvad var det, der var så vigtigt, at man ikke kunne gøre det helt essentielle, vigtige, som den danske befolkning sad og ventede på svar på?, spørger Peter Skaarup (DF).

FacebookTwitter