Partier raser mod ministre i sag om Syrien-børn: Det er absurd teater på højeste niveau

Ingen danske børn har været forsøgt bortført fra IS-lejre i Syrien, siger forsvarsministeren.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S), justitsminister Nick Hækkerup (S) og forsvarsminister Trine Bramsen (S) efter hastemødet i Det Udenrigspolitiske Nævn. Et møde, som dog ikke gjorde partierne klogere, siger De Radikale og Venstre. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

To spørgsmål havde flere af Folketingets partier krævet at få svar på fra forsvarsministeren, udenrigsministeren og justitsministeren ved et hastemøde med medlemmerne fra Udenrigspolitisk Nævn:

Sendte Forsvarets Efterretningstjeneste en rapport til regeringen i efteråret, hvor de angiveligt skulle have beskrevet, hvordan Islamisk Stat smugler børn fra syriske fangelejre for at træne dem til terrorister? Lejre, hvor 19 danske børn sidder.

Og hvad var årsagen til, at Udenrigspolitisk Nævn ikke blev orienteret om det?

Men det var tydeligt frustrerede nævnsmedlemmer, der kom ud efter mere end halvanden times møde.

- Jeg må desværre sige, at jeg ikke er blevet klogere. Ingen af de to ting kan jeg desværre konkludere på nu, siger udenrigsordfører i De Radikale og formand for Udenrigspolitisk Nævn Martin Lidegaard.

- Det er stærkt utilfredsstillende, siger han.

Baggrund for sagen

Det er Ekstra Bladet, der i sidste weekend bragte historien om, at Islamisk Stat har smuglet 30 børn ud af fangelejrene al-Hol og al-Roj i Syrien.

Ifølge kilder til Ekstra Bladet skulle bevægelsen have planlagt at hente yderligere 350 børn ud af fangelejrene for at træne dem til at udføre terrorangreb i deres hjemlande.

De tre ministre, udenrigsminister Jeppe Kofod (S), forsvarsminister Trine Bramsen (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S), afviste efter mødet at have tilbageholdt oplysninger.

- Jeg har sagt klart og tydeligt, at vi ikke har besluttet at forholde dem nogen oplysninger, siger Jeppe Kofod (S).

- Regeringens ønske er kun et tæt samarbejde med Folketinget. Jeg kan ikke gå ind i nærmere drøftelser om indholdet i nævnet. Det ligger i sagens natur, at det, der foregår, er fortroligt. Det har en særlig karakter, siger Jeppe Kofod.

Martin Lidegaard, tror du på ham, når han siger, han ikke har forholdt dig nogen oplysninger?

- I hvert fald har han ikke bevidst forholdt mig nogen oplysninger ifølge ham selv, det må jeg tage, som udgangspunkt, som sandt. Men hvad er der så foregået? Det kunne være rart at få svar på. Det kunne også være rart at få svar på, om den sag overhovedet er rigtig eller ikke er rigtig, siger han.

Ingen danske børn forsøgt bortført

Én ting kom dog frem efter af det halvanden time lange møde. Ingen danske børn i lejrene har indtil nu været udsat for forsøg på bortførelse af Islamisk Stat.

I alt sidder der 19 børn i syriske fangelejre med dansk statsborgerskab.

- Det jeg kan sige er, at vi har oplyst nævnet om, at der ikke er nogen danske børn, der har været udsat for de her bortførelsesforsøg, siger forsvarsminister Trine Bramsen.

Den information stiller løsgænger Lars Løkke Rasmussen, der er medlem af nævnet, sig ikke tilfreds med.

- Det er fortid. Men vi ved ikke, om der er nogen, der har planer mod de danske børn, siger han.

- Jeg har kun været her i 26 år snart, og jeg føler mig magtesløs, og jeg føler, der mangler gennemsigtighed og transparens. Det er absurd teater på højeste niveau, siger han.

V og R vil drøfte konsekvenser for ministre

Næstformanden i Udenrigspolitisk Nævn, Venstres Michael Aarestrup, er 'dybt skuffet' over, han ikke fik svar på mødet i dag.

- Vi er ikke blevet klogere på, hvad der står i den rapport. Jeg vil anbefale, at vi tager det op (i nævnet, red.). Så vi kan få placeret et ansvar - samtidig med, vi får nogle svar, siger han.

Og den samme melding lyder fra De Radikale.

- Det kommer vi til at forfølge på anden vis. Det vil jeg diskutere med mine kolleger, hvordan kan foregå og hvilket format. Og drøfte med det regeringen og bede dem om at overveje, hvordan de kan gøre os klogere, så vi fortsat kan have tillid til dens ministre, siger Martin Lidegaard.

Finder du anledning til kritik?

- Jeg finder det ret kritisk, at vi ikke er blevet klogere i dag, siger han.