Partier undrer sig: Hvorfor er Statsministeriet og Udenrigsministeriets rolle udeladt fra våben-redegørelse?

Flere partier kræver en god forklaring på, hvorfor redegørelsen i Elbit-sagen ikke beskriver mails og møder med de to ministerier.

Både Udenrigsministeriet og Statsministeriet har sendt mails og deltaget i møder om våbenindkøbet tilbage i januar. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Statsministeriet og Udenrigsministeriet var involveret i sagen om våbenindkøb hos israelske Elbit Systems. Det viser nye oplysninger i sagen, som Altinget har beskrevet.

Alligevel er de to ministerier ikke nævnt med ét eneste ord i den redegørelse af forløbet, som Forsvarsministeriet præsenterede i august.

Det faktum, at de to ministerier slet ikke indgår i den interne redegørelse, selvom de har været en del af processen op til indkøbet, undrer flere partier.

- Det bekymrende er selvfølgelig, hvis nogen holder hånden over statsministeren eller udenrigsministeren, selvom de kan have været involveret i, at der er givet forkerte oplysninger til Folketinget. Det er vi er nødt til at finde ud af, siger formand for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt.

Også Liberal Alliances forsvarsordfører Carsten Bach, kritiserer, at de to ministeries rolle ikke er beskrevet i redegørelsen.

- Det giver jo et skær af, at man har foretaget, i bedste fald, forkerte dispositioner, og muligvis bevidst har forsøgt at undlade oplysninger i det her sagskompleks. Og det er jo foruroligende, siger forsvarsordfører for Liberal Alliance Carsten Bach.

Flere mails og møder

Det er mediet Altinget, der har fået aktindsigt i en oversigt over mails, som Udenrigsministeriet har udvekslet med Forsvarsministeriet og Statsministeriet om købet af israelske våben fra Elbit Systems.

Et indkøb, der blev vedtaget under stort tidspres tilbage i januar, og hvor det sidenhen har vist sig, at Folketinget i flere tilfælde er blevet misinformeret af Forsvarsministeriet.

Sagen har indtil videre ført til, at Forsvarsministeriets departementschef er blevet forflyttet, og at daværende forsvarsminister Jakob Ellemann Jensen (V) har undskyldt for at have givet forkerte oplysninger til Folketinget.

Trine Pertou Mach (EL) kritiserer, at Udenrigsministeriet og Statsministeriets rolle i sagen ikke er nævnt i våben-redegørelsen. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

De nye oplysninger fra Altinget viser, at der har været både en række mails og møder om sagen, hvor Statsministeriet og Udenrigsministeriet har været til stede.

Enhedslistens forsvarsordfører Trine Pertou Mach finder det mærkeligt, at Forsvarsministeriet overhovedet ikke har fundet det relevant at påpege i redegørelsen.

- Ja, selvfølgelig undrer det mig. Når der er en sag om misinformation, og man beder om at få en redegørelse af den sagsgang, så ville det da have været helt naturligt rent faktisk at inddrage det, siger hun.

Liberal Alliances forsvarsordfører Carsten Bach undrer sig særligt over, at et møde, der ifølge Altinget skulle have fundet sted den 3. januar mellem Udenrigsministeriets departementschef og forsvarsministeriets departementschef, ikke er beskrevet.

- Det har jo en klar relevans for forløbet, hvilke møder der er blevet afholdt mellem departementschefer, siger Carsten Bach.

Dansk Folkeparti vil nu have undersøgt, hvordan det kan være, at Forsvarsministeriet helt har undladt at nævne Statsministeriets og Udenrigsministeriets involvering. Formand Morten Messerschmidt mener, at sagen vækker mindelser om mink-skandalen i 2020.

- Her var det fødevareministeriet, der formelt sad for bordenden, og fødevareministeren, der måtte trække sig. Men i virkeligheden var det jo statsministeren, der havde siddet for bordenden, siger Morten Messerschmidt.

Men er der noget mærkeligt i, at flere ministerier er over et våbenindkøb af denne størrelse?

- Nej, ikke nødvendigvis. Det bekymrende er, hvis ikke de er åbne omkring det, siger Morten Messerschmidt.

Vil drøfte det med partierne

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) afviser, at Forsvarsministeriet bevidst skulle have undladt at beskrive de to ministers rolle i sagen om våbenindkøb.

Troels Lund Poulsen (V) henviser til, at redegørelsen er lavet på baggrund af ønsker fra de andre partier. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

- Nu var det jo en redegørelse, der blev lavet i bred enighed med de partier, der stod bag Ukraine-fonden. Derfor var vi jo enige om, hvad der blev ønsket afdækket i den forbindelse, siger han.

Den forklaring køber Trine Pertou Mach dog ikke.

- Når man beder om en redegørelse af et forløb, så er det jo op til ministeriet at gøre den så fyldestgørende som muligt, siger hun.

Det er allerede blevet besluttet, at der skal laves en advokatundersøgelse af forløbet om våbenindkøb.

Forsvarsministeren vil dog ikke forholde sig til, om Udenrigsministeriets og Statsministeriets rolle i sagen, i den forbindelse, skal undersøges.

- Jeg synes, det mest rigtige er at drøfte det med partierne, og det finder vi også en afklaring på i løbet af denne her måned, siger Troels Lund Poulsen.