Partier vil have flere indefrosne feriepenge ud til danskerne hurtigst muligt

De sidste to ugers indefrosne feriepenge er blevet en del af slutspillet om hjælpepakker efter nye corona-restriktioner.

Venstre holder fast i kravet om, at de sidste to ugers feriepenge skal udbetales så snart som muligt, siger Troels Lund Poulsen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Der skal laves en aftale om at udbetale de sidste to uger af danskerne indefrosne feriepenge med det samme.

Sådan lyder det fra Venstres finansordfører Troels Lund Poulsen før de afgørende forhandlinger om en ny hjælpepakke til erhvervslivet i kølvandet på de seneste corona-restriktioner.

- Vi synes, det giver god mening at stimulere det danske forbrug ved, at folk får deres penge udbetalt, siger Troels Lund Poulsen.

Tjener du 30.000 kr. om måneden, er tre ugers ferie cirka 24.000 kroner, mens fem uger er 40.000 kroner. Der skal betales skat af pengene.

Tilbage i juni lavede et bredt flertal i Folketinget en aftale om at udbetale tre uger af danskernes indefrosne feriepenge. Som en del aftalen blev det besluttet, at der i løbet af efteråret skulle tages stilling til de sidste to ugers indefrosne feriepenge.

Nu bliver der forhandlet om en hjælpepakke til de dele af erhvervslivet, som lider under de nye coronarestriktioner.

I grafikken herunder kan du se de nye restriktioner:

Og en række partier vil have flere feriepenge udbetalt hurtigst muligt. Tanken er, at det kan hjælpe erhvervslivet, hvis danskerne bruger feriepenge i butikker, på restauranter eller andre steder.

I beregneren herunder kan du se, hvor meget henholdsvis tre og fem ugers feriepenge er for dig. Vær opmærksom på, at beløbet, beregneren opgiver, er vejledende. Du skal betale skat af beløbet.

Gik fra forhandlinger i protest

I aftes forlod Liberal Alliance og Dansk Folkeparti forhandlingerne. Begrundelsen var blandt andet, at de også ville have alle de indefrosne feriepenge udbetalt.

Men Venstre holder fast i kravet. Så når regeringen i eftermiddag genoptager forhandlingerne vil kravet fortsat lyde, at de sidste to ugers feriepenge skal udbetales.

- Vi siger til regeringen, at nu bliver vi nødt til at tage den beslutning om, at de sidste to uger også bliver udbetalt. Det er regeringen lodret imod. Men det er stadigvæk et af de krav, vi har i forhandlingerne.

De Konservative og Enhedslisten bakker op om at få udbetalt resten af de indefrosne feriepenge, og SF er heller ikke afvisende.

- Nu handler det om at holde hånden under økonomien og job. Og det kan man gøre på forskellige måder. Man kan frigive de sidste feriepenge, eller man kan lave nogle hjælpepakker, der for alvor batter noget og som nytter, siger SF's finansordfører Lisbeth Nielsen.

Minister siger nej

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) mener ikke, det er det rette tidspunkt at udbetale de sidste to ugers feriepenge. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) sidder for bordenden i forhandlinger. Og han siger som udgangspunkt nej til at udbetale flere feriepenge lige nu. For tidspunktet er ikke det rette, mener ministeren.

- Regeringens klare udgangspunkt er, at hvis man skal kigge på de sidste to uger af feriepengene, så skal man gøre det der, hvor det giver mest effekt og bedst mening. Vi læner os op ad sagkundskaben, blandt andet Nationalbanken, som siger, at det ikke er det rigtige tidspunkt at gøre det på nu, siger Simon Kollerup.

I en tid med begrænsning på åbningstid og på, hvor mange der må være på caféer og restauranter, frygter ministeren, at feriepengene kommer til at gå til et nyt fjernsyn fra Kina i stedet for til de trængte caféer og restauranter.

Det argument bider ikke på Troels Lund Poulsen.

- Det er jo sådan, at de feriepenge, som mangler at blive udbetalt, først kommer til udbetaling i starten af 2021. Vi ser ind i store økonomiske udfordringer for det her samfund, og derfor synes vi, at vi skal gøre, hvad vi kan, for at stimulere det danske forbrug.

- Det kan man jo gøre på mange måder. Det er ikke kun ved at gå ud at spise. Det er også ved at holde gang i vores detailhandel. Og derfor synes vi altså, at feriepengene skal udbetales hurtigst muligt, siger han.

Facebook
Twitter