Partierne gør klar til nye forhandlinger på mandag: Det mener de om den forsigtige genåbning

Blå blok presser på for mere genåbning, men statsministeren advarer.

Mai Villadsen (EL), Sofie Carsten Nielsen (RV), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Pernille Vermund (NB) efter torsdagens møde i Statsministeriet. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Én for én stillede partilederne sig torsdag aften frem for pressen og tog deres del af æren for den aftale om genåbning, der træder i kraft på mandag.

Men det var kun den første spæde del af planen for en genåbning af Danmark, der var på plads.

Forsamlingsforbuddet hæves fra fem til ti personer udendørs. Der må nu være 50 deltagere ved udendørs idræt mod tidligere 25.

Og i Hovedstaden kan afgangselever i grundskolen, samt på ungdoms- og voksenuddannelser komme tilbage, sammen med elever på erhvervsskoler, der har være i skolepraktik eller tage truckcertifkat over zoom-undervisning.

På mandag skal næste forhandlingsslag stå.

Når sundhedsmyndighederne har regnet på tallene, mødes partinerne igen til nye forhandlinger. Vi kan forvente os en genåbning i flere faser, forklarer DR's politiske analytiker Jens Ringberg.

- Nu er kursen så sat mod en politisk aftale om de næste mange faser af genåbningen. Og her kommer en ædruelig forudsigelse om dén sag: Det bliver også forsigtigt, skriver han i sin analyse, som du kan læse længere nede i denne artikel.

Herunder kan du se, hvad partilederne havde at sige om den ekstra genåbningsaftale, de indtil videre kunne blive enige om i går:

Sofie Carsten Nielsen (R)

Sofie Carsten Nielsen (R) førte an efter mødet i Statsministeriet torsdag aften. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

De Radikale politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, var lutter smil, da hun som den første trådte ud til pressen foran Statsministeriet.

- Vi har lavet en hurtig og lidt mindre aftale, om noget der faktisk kan komme før. Vi er meget tilfredse med, at vi især kan være mere udendørs i påsken. At man kan holde en påskefrokost udenfor for ti mennesker, og man kan dyrke noget mere idræt, fordi smitterisikoen er meget lav udenfor, sagde hun.

- Og så mødes vi igen på mandag, hvor vi forhåbentligt laver en mere langsigtet og bred aftale, sagde hun.

Mai Villadsen (EL)

Mai Villadsen fra Enhedslisten udlægger sit syn på aftalen, mens Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance venter. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Politisk ordfører for Enhedslisten, Mai Villadsen, afviste, at den nye aftale viser, at partiet har været overforsigtige, når det gælder om at åbne samfundet op.

- Jeg synes, at det er dejligt, at de nye tal fra myndigheder og eksperter peger på, at der er mere plads til genåbning. Vi går ind i foråret, og flere bliver vaccineret. Så skal vi også reagerer hurtigt på det, sagde hun

- Vi havde sådan set en aftale, der strakte sig til 6. april, men vi er villige til at sige, at når der er plads, så skal der selvfølgelig åbnes mere, og jeg er rigtig glad for at den plads bliver prioriteret særligt til børn og unge, sagde hun.

Jakob Ellemann-Jensen (V)

Jakob Ellemann-Jensen (V) taler med pressen efter mødet i Statsministeriet. Han er tilfreds med, at der trods alt bliver åbnet mere. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, havde sammen med blå blok gerne set en større genåbning.

- Udgangspunktet fra regeringen og støttepartierne var, at der ikke var mere, der skulle genåbnes på denne side af påske, og derfor så kunne jeg sagtens havde ønsket mig mere, men dettte var, hvad vi kunne få igennem, sagde han.

- Jeg havde håbet på, at flere kunne vende tilbage til deres skole. Jeg havde håbet på, at de liberale erhverv kunne åbne, og jeg havde håbet på, at storcentrene kunne åbne, sagde Jakob Ellemann-Jensen (V).

Ole Birk Olesen (LA)

Ole Birk Olesen (LA) er langt fra tilfreds med den forsigtige genåbning, men i det mindste kan udskiftningsspillerne komme med til fodboldkampen. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Liberal Alliances forhandler, Ole Birk Olesen glædede sig over, at der nu kan arrangeres en fodboldkamp udendørs, fordi man nu kan være 50 mennesker til stede.

- De 25 mennesker, som de røde havde aftalt, var jo ikke nok til, at der kunne være to gange 11 på banen, en dommer, nogle trænere og nogle udskiftningespiller. Nu kan man i det midste holde en fodboldkamp, og det er så det storsind, som de røde har været med til at vise i dag, sagde han.

Han mener, at de aktuelle smittetal ikke er "særligt alarmerende"

- Statens Serum Institut har overvurderet risikoen for smitte hver eneste gang, de har haft muligheden for det. Og det gør de nok igen. Efterhånden har man mistet tiltroen til, at myndighederne vurderer rigtigt. De vurderer ekstremt forsigtigt. Det har de bevist gang på gang, sagde han.

Pernille Vermund (NB)

Pernille Vermund (NB) var utilfreds efter mødet i Statsministeriet. Hun mener, at nedlukningen koster alt for dyrt. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Nye Borgerliges Pernille Vermund var også utilfreds med de røde partiers "overforsigtighed".

- Vi har en regering og et rødt flertal, som har holdt landet i et jerngreb og det bliver vi nødt til at få løst op på nu, sagde hun.

Hun mener, at det er 'fuldstændig urimeligt', at regeringen ikke vil åbne mere op blandt andet for liberale erhverv.

- Det er helt almindelige mennesker, der bare sidder derude og kigger i blødende regnskaber. Jeg synes, det er en uanstændig måde at behandle mennesker på, siger hun.

Kristian Thulesen Dahl (DF)

Kristian Thulesen Dahl (DF) havde gerne set at genåbningen også gjaldt udendørsservering. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, kalder aftenens aftale for 'noget krymmel'.

Han synes, at det er glædeligt, at der er flere, der kan komme ud og dyrke idræt sammen, men han synes, at det er for små justeringer i forhold til erhvervslivet.

Han ser eksempelvis gerne, at der bliver kigget om, at barer, restauranter og caféer kan åbne udenfor.

- Vi kæmper for, at man som minimum får lov til at åbne for udendørsservering. Vi skal give de her forretninger mulighed for at lave udendørsforretning, og når vejret bliver bedre, er det en reel mulighed for dem, siger DF-formanden.

Søren Pape Poulsen (K)

Søren Pape Poulsen fra De Konservative, efter at partierne er blevet enige om yderligere genåbning. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er enig med sine blå kolleger.

Han var heller ikke imponeret over, hvad der torsdag aften blev enighed om. Men han trøstede sig med, at der skal forhandles om den store, langsigtede plan på mandag.

For lige nu forstår han godt, hvis der er folk derude, som er ved at miste modet.

- Bare det med at man har et lys i mørket med, at der sker noget, tror jeg er meget, meget vigtig, siger Søren Pape Poulsen.

Pia Olsen Dyhr (SF)

Pia Olsen Dyhr (SF) noterer sig, at der er blevet plads til mere genåbning. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

SF's partiformand Pia Olsen Dyhr er tilfreds med aftelen, men erkender, at der stadig er et stykke vej igen.

- Vi håber jo, at vi kan åbne op for 5.-8.klasserne som kun har en dag om ugen lige nu. Det er langt fra nok, men det har været nødvendigt med den smitte, vi har haft, siger hun.

Hun siger, at hun gerne vil arbejde for, at disse elever snart kan komme tilbage i skolen halvdelen af tiden. Men med britiske og sydafrikanske varianter af virussen advarer hun også mod at give for meget los, inden vaccinerne er mere udbredte.

- Jeg tror, at det er lige nu, at vi skal tage os sammen, og så tror jeg faktisk, at der er lys for enden af tunnelen for os alle sammen, siger hun.

Mette Frederiksen (S)

Statsminister Mette Frederiksen (S) efter mødet i Statsministeriet. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Statsminister Mette Frederiksen betonede flere gange, at hun var glad for, at alle Folketingets partier var blevet enige om aftalen.

- Vi har haft gode møder og jeg synes også at det er et godt resultat, sagde hun.

- Alle partier har gjort gældende, at det er vigtigt nu, at genåbningen har et meget stærkt fokus på børn og unge, siger hun.

- Der er nogle afgangselever i hovedstaden, der ikke har haft mulighed, der nu får muligheden for at komme i skole. Vi gør noget ekstra for nogle af de unge, der bliver nødt til at møde frem på erhvervsuddannelserne. Det er rigtigt godt, sagde hun.

- Og så giver vi muligheden for, at flere danskere kan komme ud og lave nogle ting sammen udenfor. Vi er heldigvis i gang med foråret - der er mindre smitte udenfor - og vi skal stille og roligt have gang i hele Danmark igen, men vi skal gøre det ansvarligt og uden at sætte tingene over styr, sagde Mette Frederiksen.