Partierne om ny økonomisk aftale: 'Det er tid til høj sol, højt humør og højt forbrug'

Et flertal af partierne er enige om at udbetale tre ugers feriepenge, 1.000 kroner til blandt andet pensionister og hjælp til virksomheder.

Regeringen, SF, Enhedslisten, Konservative, Venstre, Radikale og Alternativet er blevet enige om en aftale, der skal sætte skub i økonomien. Den indeholder blandt andet udbetaling af danskernes feriepenge og hjælp til blandt andet eksportvirksomheder. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Der er indefrosne feriepenge på vej til danskerne, efter flere af Folketingets partier og regeringen i nat fik forhandlet en aftale på plads om genopretningen af dansk økonomi.

- Inden jeg gik ind i dag, sagde jeg, at nu var det tid til høj sol, højt humør og højt forbrug, og det får vi så forhåbentlig. Det gør vi jo med de kære feriepenge, vi får ud nu, siger Søren Pape Poulsen, formand af Det Konservative Folkeparti.

Det er en aftale, der indebærer, at danskerne kan få udbetalt tre ugers feriepenge, der ellers var indefrosset som følge af den nye ferielov.

Derudover får blandt andet pensionister, studerende og folk på sociale ydelser et kontantbeløb på 1.000 kroner før skat, og så erstattes hjælpepakkerne med en genopretningsplan for virksomheder.

Med i aftalen er regeringen, Venstre, De Radikale, De Konservative, SF, Enhedslisten og Alternativet.

- Tiden er kommet til, at hovedparten af de initiativer, vi har taget, de skal stoppe. Men så har vi besluttet at iværksætte en række ting, der skal stimulere økonomien, siger finansminister Nicolai Wammen (S).

Tre uger udbetales - ikke alle fem

Der har været stor opbakning blandt partierne til at udbetale danskernes feriepenge, der ellers skulle indefryses til pensionsalderen. Det bliver dog kun tre ugers feriepenge, der udbetales, og ikke fem, som ellers var ønsket fra blandt andet Det Konservative Folkeparti og Alternativet.

Søren Pape Poulsen (K) glæder sig over de tre ugers feriepenge, der vil blive udbetalt til danskerne. Det er tid til "højt forbrug", siger han.

- Jeg har talt i ugevis om feriepenge. Nu er vi endt på de tre uger, og de to uger, vi skal forhandle om til efteråret, er jeg overbevist om, de kommer også, siger Søren Pape Poulsen (K).

Regeringen spillede oprindeligt ud med to ugers feriepenge, men at ende på tre uger er tilfredsstillende for regeringen.

- Denne her corona-situation er en marathon, vi er ude i. Derfor er det klogt at vente til senere. Så vi deler det op og tager tre uger nu, og til efteråret tager vi så en beslutning om, om det er det rigtige tidspunkt at udbetale resten, siger finansminister Nicolai Wammen (S).

De to ugers feriepenge svarer til omkring 60 milliarder kroner før skat. Feriepengene bliver senest udbetalt 1. oktober, står der i aftalen. Årsagen til, at ventetiden kan blive så lang, er, at det teknisk set ikke er muligt at gøre med det samme.

- Vi har lyst til at løbe panden ind i muren i frustration over, det skal tage så lang tid. Men det er tekniske løsninger, ministeren må redegøre for. Men vi må leve med det, siger Søren Pape Poulsen (K).

1.000 kroner til modtagere af sociale ydelser

Partierne er enige om at give et engangsbeløb på 1.000 skattefri kroner til folk, der modtager sociale ydelser som kontanthjælp, SU og folkepension.

Pernille Skipper (EL) er tilfreds med at give 1.000 kroner til dem, der ikke har optjent feriepenge. "Det er mange penge for mange mennesker," siger hun.

Og det er både SF og Enhedslisten glade for.

- Det betyder, at den fattige mor, der ikke har feriepenge til gode måske kan se frem til en sommer, der bliver lidt bedre, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr.

- Det er fair, fordi de også har holdt hårdt for de sidste mange år, siger Pernille Skipper, politisk ordfører for Enhedslisten.

Mange mennesker, der ikke har feriepenge, får en kontant engangsydelse på 1.000 kroner skattefrit. Ærligt, de havde nok sat næsen op efter mere end 1.000?

- Det håber jeg, og det havde også været fair. Havde vi haft mandaterne alene, så havde vi lavet en større kontant check til de laveste indkomster. Det var det her, vi kunne komme igennem med. Det er sådan, det er en gang imellem i politik. Men 1.000 kroner er også mange penge for mange, siger Pernille Skipper (EL).

Samtidig bliver blandt andet muligheden for, at SU-modtagere kan låne ekstra penge, forlænget, og dagpengeordningen forlænget med to måneder.

Venstre er sjældent særlig store tilhængere af at forlænge dagpengeperioden, hvorfor går I med til det?

- Der er gode og mindre gode elementer. Der er ting, der ikke er vokset i vores have, siger Troels Lund Poulsen (V).

- Vi er i en akut situation, der også skal afspejle sig i forhold til dagpengemodtagerne. Jeg tror, vi kommer til at se titusindvis af mennesker, der kommer til at miste deres job de kommende måneder, og i den unikke situation har vi accepteret, at man kan lave en forlængelse af dagpengene, siger han.

Økonomisk genstart

Nogle af de hjælpepakker, der er blevet indført under coronakrisen, skal udfases, men i stedet understøttes eksportfirmaer og incitamentet for at investere i forskning, mens en statslig fond til ti milliarder oprettes. Den skal købe aktier i konkursramte, store, danske virksomheder.

Troels Lund Poulsen (V) glæder sig over at kunne understøtte de danske eksportvirksomheder med et milliardbeløb.

- Vi lagde vægt på to ting til de her forhandlinger. At der skulle gang i det indenlandske forbrug, og at vi skulle have gang i vores eksportvirksomheder, siger Troels Lund Poulsen, der er finansordfører i Venstre.

Det bliver bestemt ikke gratis at holde hånden under virksomheder.

- Det er en dyr aftale, det er et milliardbeløb, der skal findes, og det betyder, vi til efteråret skal have styr på dansk økonomi igen. Vi har sagt fra starten af denne her krise, at vi er parate til at bruge et trecifret milliardbeløb på det her, og vi er ikke tæt på 999 milliarder. Vi er nok på den anden side af 200 milliarder. Det skal ikke være varigt, men en engangsydelse, siger Venstres finansordfører Troels Lund Poulsen.

Spørger man De Konservative, må krisens store regning få konsekvenser for regeringens planer om eksempelvis ret til tidlig pension til nedslidte og minimumsnormeringer. Det er der ikke penge til, mener de.

- Ikke hvis man også skal se på genstart af økonomien og klimainvesteringer. Det har jeg svært ved at se med det hul, vi graver lige nu, siger Søren Pape Poulsen (K).

Liberal Alliance: "For meget socialisme i pakken"

Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance valgte at forlade forhandlingsbordet og ikke gå med i en aftale.

"For meget socialisme" siger Ole Birk Olesen (LA) om den ny aftale.

- Der er for meget socialisme i denne her pakke for at sige det ligeud. Vi synes ikke, staten skal ud og opkøbe ejerandele i private virksomheder. De skal være private, og ikke statsejede, siger Ole Birk Olesen, finansordfører i Liberal Alliance.

- Som en slags kompensation for, at lønmodtagere får deres egne tjente feriepenge tilbage, så skal de også have nogle penge, synes logikken at være. Overførselsindkomsterne er ikke for lave, de er i nogle tilfælde for rundhåndede, så det ikke kan betale sig at arbejde i Danmark, siger han.

Men at aftalen er blevet socialistisk, er de to blå partier i aftalen, De Konservative eller Venstre, dog ikke enige i.

LA siger, aftalen er socialistisk. Hvorfor er I gået med til denne aftale?

- Jeg er ikke blevet socialist i løbet af denne aftale. Vi mener, når vi ser på aftalen, at det er en fornuftig situation for Danmark, der er i en alvorlig og utraditionel situation. Derfor har vi også været med til at tage nogle utraditionelle tiltag, siger Troels Lund Poulsen.

Søren Pape, har du lavet socialistiske aftaler?

- Det kunne jeg ikke drømme om. Vil man have indflydelse, så må man nogle gange blive siddende, hvis man vil levere. Den fond, der også hentydes til, som kommer nu, må vi så se på rammerne for, det er skudt noget over mål med de kommentarer, siger Søren Pape Poulsen (K).

DF: "Skævvridning" at pensionister ikke får mere

Dansk Folkeparti forlod også forhandlingerne med kritik af, at regeringen har lempet på udlændingepolitikken ved blot at give pensionister 1.000 kroner, der er det samme beløb i engangsydelse som eksempelvis flygtninge får.

Kristian Thulesen Dahl (DF) forlod forhandlingerne sent søndag aften. Regeringen har lempet udlændingepolitikken, mener han. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

- Det, som det ender med, det er, at det er det samme beløb til pensionister som eksempelvis en flygtning får på hjemsendelsesydelse, og det synes jeg er en skævvridning, siger han.

- En pensionist har knoklet hele livet og været med til at bygge samfundet op. En flygtning, der lige er kommet hertil, får det samme - på Socialdemokratiets initiativ.

En kritik, finansministeren ikke mener har noget på dig.

- Der er mange mennesker, der ikke får feriepenge. Vi synes, de mennesker, der er på ydelser, har været med til at bære Danmark godt igennem coronakrisen, og der vil vi også give dem, godt nok ikke så meget, men 1.000 kroner skattefrit, de kan bruge til det, de har lyst til, siger Nicolai Wammen (S).

- Jeg synes ikke, det er at lempe udlændingepolitikken. De mennesker, der er på ydelser, har også været en del af at bære Danmark igennem, siger han.

Her kan du læse mere om, hvad aftalen konkret betyder for dig.

Facebook
Twitter