Partierne skal stemme om epidemilov og coronapas: 'Vi bakker naturligvis op'

Der tegner sig et klart flertal for regeringens forslag om at gøre corona til en samfundskritisk sygdom og om at genindføre coronapasset.

Tirsdag eftermiddag skal Folketingets Epidemiudvalg stemme om, hvorvidt corona igen skal opgraderes til en samfundskritisk sygdom, og om der skal genindføres coronapas. (Grafik: Natalie Nystad)

De røde partier står bag statsministeren og er klar til igen at gøre corona til en samfundskritisk sygdom. Oppositionen er noget mere betænkelig ved igen at give regeringen magten til at indføre restriktioner.

Nogenlunde sådan ser situationen ud efter mandagens pressemøde i Statsministeriet, hvor Mette Frederiksen bekendtgjorde, at hun indstiller til Folketingets epidemiudvalg, at covid-19 igen skal gøres til en samfundskritisk sygdom, så epidemiloven kan tages i brug.

Indstillingen betyder, at medlemmerne af Epidemiudvalget ved et møde tirsdag eftermiddag både skal stemme om, hvorvidt sygdommen igen skal karakteriseres som samfundskritisk og om, hvorvidt der skal genindføres coronapas.

Sundhedsministeriet oplyser, at regeringen lægger op til, at epidemiloven og kravet om coronapas skal gælde i fire måneder.

Selvom det endnu ikke er alle partier, der har besluttet, hvad de vil stemme, så tegner der sig et klart billede af et flertal til fordel for regeringen.

Støttepartierne stemmer ja

I Enhedslisten er der ingen tvivl om opbakningen til Mette Frederiksen.

- Vi bakker naturligvis op, både til at indføre coronapas og til at definere corona som en samfundskritisk sygdom, siger Peder Hvelplund, sundhedsordfører i Enhedslisten.

Han understreger, at der er behov for at gøre en ekstra indsats for at få dem, som ikke er vaccineret endnu, til at tage en vaccine. Men det er afgørende, at det sker frivilligt.

De samme toner lyder fra SF's sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen.

- Når jeg kigger på indlæggelsestallene de sidste fjorten dage, ser de ud til at være fordoblet. Det, synes jeg, er kritisk. Lige nu mangler vi at kunne tage restriktioner i brug. Derfor bliver vi nødt til at opgradere corona til en samfundskritisk sygdom, siger hun.

Sundhedsordfører i De Radikale, Stinus Lindgreen, udtrykker sig også i positive vendinger om indstillingen og slår i en skriftlig kommentar til Ritzau fast, at partiet ikke kan sidde en "entydig indstilling fra Epidemikommissionen og vores sundhedsmyndigheder overhørig".

Men han mener, at det er kritisabelt, at regeringen ikke tidligere har reageret på de stigende smittetal.

- Det er problematisk, at man ikke langt tidligere har lagt en klar strategi frem, sådan som ekspertgruppen anbefalede, ligesom man har forsømt at forsøge sig med anbefalinger, inden man skrider til krav. Det er ellers en pointe i ekspertgruppens rapport, siger Stinus Lindgreen.

Kræver tidsbegrænsning

Blandt de borgerlige partier tegner der sig et billede af en lidt større skepsis over for indstillingen til Epidemiudvalget. Selvom flere af partierne planlægger at stemme ja, så taler de samtidig for begræsninger.

Hos Konservative er man generelt indstillet på at gøre corona til en samfundskritisk sygdom igen. Men partiets sundhedsordfører, Per Larsen, siger, at partiet vil kræve en tidbegrænsning på en måned, i stedet for de fire måneder som regeringen har lagt op til.

- Det at ophøje covid-19 til en samfundskritisk sygdom, det er ret alvorligt, for det giver jo sådan set mulighed for at lukke samfundet helt ned. Man kan lave nogle restriktioner, som vi slet ikke synes, der ser ud til at blive behov for, siger han.

Han tilføjer dog, at der selvfølgelig skal være mulighed for at forlænge tidsperioden, hvis smittesituationen ikke bliver bedre.

Venstre vil også gerne støtte sundhedsmyndighedernes anbefaling af coronapas på de udvalgte områder i en periode på baggrund af den stigende smitte, udtaler Martin Geertsen, sundhedsordfører for Venstre, i en skriftlig kommentar til Ritzau.

De bakker også op om, at corona opklassificeres til en samfundskritisk sygdom, men ligesom Konservative ser de gerne, at der indføres en tidsbegrænsning.

- Vi ser gerne, at det bliver med en kortere varighed ad gangen, med henblik på tæt og løbende at følge udviklingen, skriver han Martin Geertsen.

Bange for at give regeringen mere magt

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, fortæller, at partiet endnu ikke har besluttet, hvad de vil stemme, men at hun er betænkelig ved at sige ja til forslaget.

Hun forklarer, at hun er "bange for at give regeringen den magt" den får, hvis epidemiloven igen træder i kraft og peger på, at regeringens kommunikation sidste gang ikke var særlig god.

- Der blev overrulet rigtig mange gange, og de her forslag til retningslinjer kom ret hurtigt igennem epidemiudvalget, uden at man fik lov til at sætte sig ind i det, siger hun.

Derfor mener Dansk Folkeparti, at coronapasset burde indføres udenom epidemiloven, og at man i stedet for burde opruste i sygehusvæsnet.

- Vi havde hellere set, at man gjorde noget for at få flere sygeplejersker ind, gav dem noget mere i løn, sådan så vi sikrede, at vi faktisk har noget personale til at betjene vores patienter, siger hun.

Nye Borgerlige har meldt klart ud, at de ikke vil stemme for hverken genindførelsen af coronapasset eller for at corona igen bliver en samfundskritisk sygdom.

Sundhedsministeriet oplyser, at mødet i Epidemiudvalget bliver afholdt tirsdag eftermiddag klokken 17.