Partifæller om ny Venstre top: Inger Støjberg mangler

Både Søren Gade og Tina Nedergaard er skuffede over, at Inger Støjberg ikke fik en plads i partiets top.

Inger Støjberg fik næstflest personlige stemmer af alle Venstre-kandidater til Folketingsvalget i juni. Alligevel har hun ikke fået en toppost i partiet. (Foto: Ida Marie Odgaard © Ida Marie Odgaard)

Et puslespil faldt her til aften på plads i partiet Venstre, da topposterne blev fordelt.

Lars Løkke Rasmussen, Kristian Jensen, Jakob Ellemann-Jensen og Sophie Løhde fik poster - men der mangler én, mener flere. Nemlig Inger Støjberg.

At den tidligere udlændinge- og integrationsminister skulle være blevet forbigået trods et flot folketingsvalg, bemærkede Kristian Thulesen Dahl (DF) tidligere i dag.

Nu erklærer flere Venstre-profiler sig enige i den sag.

En af dem er Søren Gade, som i et interview med TV Midt Vest siger, at han er "skuffet" og "bekymret" over, at Inger Støjberg ikke har fået plads i toppen.

- Jeg er bekymret for, hvem der nu skal repræsentere de synspunkter, der har været skyld i at så mange mennesker er vendt tilbage til Venstre ved sidste folketingsvalg, siger han til mediet.

Sådan ser topgruppen i Venstre ud: Lars Løkke Rasmussen fortsætter som formand, Jakob Ellemann-Jensen er politisk ordfører, Kristian Jensen er gruppeformand og Sophie Løhde er næstformand. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Stemmeslugeren Inger Støjberg

Inger Støjberg fik 28.420 personlige stemmer ved Folketingsvalget i juni og var dermed den Venstre-kandidat, der fik næstflest stemmer - kun overgået af formand Lars Løkke Rasmussen.

Hverken Kristian Jensen, Jakob Ellemann-Jensen eller Sophie Løhde fik over 20.000 personlige stemmer.

Og netop derfor er det endnu mere skuffende, at Inger Støjberg ikke har fået en af posterne i Venstres top, mener Søren Gade, som frygter, at beslutningen vil betyde stemmefald til partiet.

- Den fløj og Ingers holdninger har stor rod hos befolkningen. Der er mange, det er bekymret for indvandring. De kan risikere at miste nogle af de vælgere, som Inger Støjberg har været garant for, at få tilbage igen, siger han til TV Midt Vest.

Søren Gade kalder Inger Støjberg "måske den største årsag til at Venstre gik frem" ved Folketingsvalget. Arkivfoto (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

Også partimedlem og tidligere undervisningsminister Tina Nedergaard har givet sin uenighed til kende i et opslag på Facebook.

- Med 2. højeste stemmetal i Venstre kun overgået af Løkke, så forfølg din politik. Jeg er meget skuffet over, at gruppen ikke gav dig deres majoritet. Flere af dem kan takke dig for, at de har deres mandat!!!, skriver hun direkte rettet til Støjberg.

DR Nyheder har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Søren Gade, Tina Nedergaard og Inger Støjberg.

Facebook
Twitter