Pas med fingeraftryk på vej

Et EU-krav om biometriske pas med fingeraftryk opfyldes nu med et par års forsinkelse.

Oprindeligt skulle de biometriske pas være klar fra 2009. (Foto: Chris DeRidder)

Med nogen forsinkelse er Danmark nu klar til at opfylde et krav fra EU om fingeraftryk i de danske pas.

Justitsminister Lars Barfoed har netop sendt et lovforslag i høring, og heraf fremgår det, at der kommer et nyt gebyr oveni. Prisen bliver 25 kroner.

Gebyret begrundes med de ekstra udgifter til skannere, som skal aflæse folks fingeraftryk, og til et it-system, som kan sende aftrykkene videre. Passet forsynes med en chip, der indeholder et digitalt billede af tommeltotten.

Må troppe op på kommunen

Når borgere tropper op hos kommunen for at få et nyt pas, vil de altså også møde en fingeraftryksskanner. Folk kan nemlig ikke selv optage et fingeraftryk derhjemme, noteres det i Justitsministeriets bemærkninger til lovforslaget.

Gebyret for et nyt pas er 600 kroner til voksne og 115 kroner til unge under 18 år.

Egentlig skulle de danske pas ifølge en EU-forordning have opfyldt kravet i 2009, men Rigspolitiet løb sur i den tekniske side af sagen, og et udbud til et trecifret millionbeløb måtte annulleres. I stedet er Justitsministeriet landet på det, der kaldes en billigere og mere fleksibel model for indførelse af de biometriske pas.

Loven ventes at træde i kraft den 1. juli i år.

Facebook
Twitter