Pensionsselskaber vil tjene penge på at hjælpe ulande

Staten og pensionskasser vil investere 4 milliarder kroner i udviklingslande. Håbet er et afkast på mindst 10 procent.

Fonden skal investere i det spirrende private erhvervsliv i blandt andet Afrika. Billedet er fra Elbenskystens hovedstad Abidjan. Elfenbenskysten oplevede sidste år vækst på omkring otte procent, og forventer 7,2 procent i år. (Foto: Joe Penney © Scanpix)

Humøret var højt i FN Byen i København i dag.

Direktørerne i de danske pensionsselskaber smilede, selvom om de under en højtidelig underskriftsceremoni, måtte udskrive en check på 400 mio kroner hver.

Det er prisen for at deltage i det, som regeringen kalder ”et konkret eksempel på paradigmeskiftet i dansk udviklingspolitik”.

I alt er der rejst 4,1 milliarder kroner. Staten bidrager med 1,65 mia og pensionskasserne med 2,4 mia kr.

10 procent årligt afkast

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kalder det win win win.

- Der er penge at hente for pensionskasser og staten, der gerne skulle have et årligt afkast på 10%; for de danske virksomheder, der får lettere ved at investere i udviklingslande; og så for de mange mennesker i den fattigere del af verden, der forhåbentlig får økonomisk udvikling, siger Lars Løkke Rasmussen.

Fonden vil blive administreret af IFU, Investeringsfonden for udviklingslande, som forventer at investere i en række konkrete aktieselskaber især i Afrika og Asien.

Investeringerne vil variere fra 25 mio kroner til 250 millioner kroner.

PFA: Skal være en god forretning

Henrik Nøhr Poulsen, direktør i PFA Pension forventer at det bliver en god forretning.

- Det er noget vi ikke ville kunne løfte alene, men sammen står vi rigtig stærkt, siger han om samarbejdet.

- For os er det vigtigt at det er en god forretning, men det er også vigtigt at få udviklet de her markeder, så man kan sige at udvikling og afkast går hånd i hånd, siger Henrik Nøhr Poulsen.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs kalder det et paradigmeskift i dansk udviklingsbistand, at det er lykkedes at få pensionskasserne til at investere i FNs udviklingsmål.

Tørnæs: Håber andre lande følger trop

Hun beskriver Danmark som frontløber, når det handler om offentligt/privat partnerskab.

- Jeg håber, at det her kan inspirere andre lande til at gøre det samme, for så har vi en mulighed for at komme rigtig langt, siger hun.

Skal det lykkes at udrydde sult og fattigdom inden år 2030, er der brug for væsentligt mere end de fire milliarder, der blev rejst i dag.

FN har anslået at der er brug for 16.000 milliarder kroner i investeringer i udviklingslande, om året, frem mod år 2030.

Facebook
Twitter