Pernille Skipper: Kaffen bliver bedre, men politikken den samme

Enhedslistens politiske linje under Pernille Skipper bliver den præcis samme som under Johanne Schmidt-Nielsen.

Pernille Skipper overtager rollen som Enhedslistens politiske ordfører efter Johanne Schmidt-Nielsen. (Foto: JENS ASTRUP © Scanpix)

Der er vagtskifte i Enhedslisten.

Pernille Skipper afløser Johanne Schmidt-Nielsen på posten som politisk ordfører og dermed partiets frontfigur.

Det skyldes rotationsreglerne i Enhedslisten, som forhindrer Johanne Schmidt-Nielsen i at genopstille ved næste valg.

Enhedslistens nyudnævnte politiske ordfører understreger, at der trods en ny frontfigur ikke vil være ændringer i Enhedslistens politiske linje.

- Jeg laver en markant bedre kop kaffe end Johanne, men ellers er det præcis den samme linje, der er i Enhedslisten.

- Vi har været en del af det samme kollektiv i de sidste fem år, og vi træffer faktisk beslutninger i fælleskab i Enhedslisten. Det bliver vi ved med at gøre, selvom der måske er et andet ansigt på valgplakaten, siger Pernille Skipper.

Succeskriteriet som politisk ordfører er for Pernille Skipper selv at ”rykke noget og få skabt nogle resultater” i et samfund, som ifølge hende "har udviklet sig til at være mere koldt, kynisk og ikke mindst mere opdelt”.

- Det er min ambition, at vi i Enhedslisten fører den stærkest mulige politik med de kræfter i samfundet, som ønsker forandring. Det er alle os, som vil have mere fællesskab, mindre konkurrencestat og har tillid til andre mennesker, også arbejdsløse og offentligt ansatte. Det er der nu endnu flere partier på Christiansborg og ikke mindst bevægelser og organisationer ude i samfundet, der kæmper for.

- Det er os i Enhedslisten, det er Alternativet - og måske også SF, siger Pernille Skipper.

Tak for det

Enhedslisten er med Johanne Schmidt-Nielsen som politisk ordfører er vokset markant og er i dag langt fra den spærregrænse, som partiet i sine første mange leveår balancerede faretruende tæt på.

Hendes betydning for partiet kan ikke overvurderes, mener Pernille Skipper.

- Vi favner generelt meget bredere i dag, og der har ikke mindst Johanne taget et enormt stort slæb. Det er rigtig vigtigt for os som parti, så tak for det, siger Pernille Skipper.

Det har længe været ventet, at Pernille Skipper skulle overtage som politisk ordfører, og Johanne Schmidt-Nielsen lægger heller ikke skjul på, at der reelt ikke var nogen alternativer i partiet.

- Pernille er den helt rigtige til at overtage det her job, som jeg fik for syv år siden. Hun er vidende og erfaren - og betydeligt mere erfaren end jeg var, dengang vi fandt på, at der skulle være en politisk ordfører for Enhedslisten, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Pernille Skipper skal fremover tegne Enhedslistens politik udadtil og stå i spidsen for partiet ved næste folketingsvalg.

- Pernille får rigtig god tid til at komme ind i den her nye rolle. Men jeg håber ikke, hun får alt for god tid, for jeg håber, der kommer valg snart, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Facebook
Twitter