Pernille Skipper: Vi står i en stærkere position i dansk politik end nogensinde før

Regeringens støtteparti kræver velfærdsløft og grøn omstilling i finansloven.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, varsler grønne krav i den finanslov, som partiet skal forhandle med S-regeringen. (Foto: Tariq Mikkel Khan © Scanpix)

En finanslov, der løfter velfærden og kan måles på udledningen af CO2.

Det er to af hovedkravene, når Enhedslisten mandag går fra Christiansborg og ind i Finansministeriet for at mødes med finansminister Nicolai Wammen (S).

Det siger partiets politiske ordfører, Pernille Skipper, her til formiddag, i en tale foran Enhedslistens medlemmer på partiets årsmøde.

- Beskeden fra Enhedslisten er klar. Næste års finanslov skal kunne mærkes på velfærden og måles i klimaregnskabet. Der skal både være penge til minimumsnormeringer, sengepladser i psykiatrien og store grønne fodaftryk. Det leverer regeringens forslag ikke. Det skal vi lave om på, siger hun.

Grøn dagsorden skal ind i finansloven

Regeringen har ellers lagt op til, at den grønne dagsorden skal forhandles særskilt. Først i en klimalov, der skal ligge klar ved juletid. Siden i en klimahandlingsplan til foråret. Men den går ikke, siger Pernille Skipper altså.

- Så til alle jer, der kæmper for klimaet, vil jeg sige: Bliv ved! Vi skal holde fast i presset, hvis ord skal blive til handling.

- Vi skal holde fast og sige højt og klart til Dansk Industri og til højrefløjen: I får ikke lov til endnu en gang at sende regningen til dem, der har mindst. Det her handler om klodens fremtid, vores børn og børnebørn. Det her handler ikke om jer og jeres pengepung.

Enhedslisten har fremlagt sit eget udspil til en finanslov. Blandt overskrifterne er, at partiet vil bruge en milliard ekstra på psykiatrien.

Kravet gentager Pernille Skipper i sin tale til partifællerne som helt centralt, når Enhedslisten skal forhandle finanslov.

- Vi husker de glemte, bringer dem på dagsordenen og hele vejen ind i folketingssalen og forhandlingslokalerne, siger hun.

Enhedslisten står til at få indflydelse

Det er første gang siden 2014, at Enhedslisten forventes at få indflydelse på en finanslov. Partiet er igen parlamentarisk grundlag for en regering. Noget, som Pernille Skipper fremhæver som en kortere vej til magten end hidtil.

- Måske er det, fordi Enhedslisten i det år, hvor vi fejrer 25 års jubilæum i Folketinget, står i en stærkere position i dansk politik, end vi nogensinde har gjort før, siger Pernille Skipper og fortsætter.

- Det er vi ikke kommet sovende til.

Enhedslistens årsmøde skulle oprindelig have været afholdt i foråret, men det satte folketingsvalget en stopper for. Årsmødet fortsætter frem til søndag, hvor der blandt andet skal vælges folketingskandidater for partiet.