PET: Danske ministre er ikke aflyttet

Der er ikke grundlag for at antage, at danske politikere er blevet aflyttet, oplyser PET.

Politiets Efterretningstjeneste mener ikke, at danske politikere er blevet aflyttet. (Foto: DR © DR)

Hverken statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), hendes ministerhold eller medlemmer af Folketinget er ifølge Politiets Efterretningstjeneste, PET, blevet aflyttet på den måde, som den amerikanske efterretningstjeneste NSA bliver beskyldt for at bruge.

- Der har i medierne været omtale af indsamling af oplysninger, som skal være foretaget af den amerikanske tjeneste NSA.

- Det kan i den forbindelse oplyses, at PET ikke har grundlag for at antage, at danske ministre eller medlemmer af Folketinget er blevet aflyttet som led i en sådan indsamling af oplysninger, skriver PET i en pressemeddelelse.

Statsminister tror ikke hun er overvåget

Det tyske medie Spiegel stod onsdag bag afsløringen af efterretninger om, at Merkels mobiltelefon kan være blevet aflyttet af amerikanske efterretningstjenester.

Den oplysning fik kansleren til straks at ringe til USA's præsident, Barack Obama, til hvem hun gjorde det klart, at en sådan aflytning vil være "totalt uacceptabel".

Statsminister Helle Thorning-Schmidt har fredag sagt, at hun ingen grund ser til at tro, at hun er blevet overvåget af den amerikanske efterretningstjeneste, sådan som den tyske forbundskansler frygter, det er sket for hende.

- Jeg kender kun de her historier fra den måde, pressen har dækket det på. Jeg kan ikke gå ind i hverken den franske eller tyske situation.

/ritzau/

FacebookTwitter