PET-kommission undersøger allerede Blekingegade-sag

Den uafhængige PET-kommission er allerede i gang med at undersøge PET's håndtering af Blekingegadesagen. Det får Venstre og Socialdemokratiet til at frafalde krav om ny undersøgelse.

Blekingegadebanden skød og dræbte en politibetjent under et postrøveri i 1988. De flygtede i en varevogn fra MiniTrans. (Foto: © John E Jacobsen, Scanpix)

Den uafhængige PET-kommission er allerede i gang med at undersøge PET's og Justitsministeriets håndtering af sagen om Lyngby-røveriet i 1983, som er en del af Blekingegadesagen.

Det har formanden for kommissionen i dag oplyst over for Justitsministeriet, meddeler justitsminister Lene Espersen.

- PET-kommissionens formand har i dag bekræftet, at de forhold, der har været anledning til meget debat i løbet af dagen i dag i medierne, det er forhold som PET-kommissionen undersøger. Derfor synes jeg også, man skal afvente PET-kommissionens rapport. Så må man tage politisk stilling til, om man er tilfreds med det resultat, siger Lene Espersen til DR Nyheder.

PET-kommissionen, der blev nedsat i 1999 for at undersøge Politiets efterretningsvirksomhed, siger til DR Nyheder, at sagen falder inden for Kommissionens opgave, og at den vurderer, at den allerede har det materiale, der skal til for en undersøgelse.

Frafalder ønske om ny undersøgelseMeddelelsen kommer efter, at tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen her til morgen krævede en tilbundsgående undersøgelse af Blekingegadesagen, efter at han har læst Peter Øvig Knudsens bøger om Blekingegadebanden.

De nye oplysninger om, at PET-kommissionen er i gang med en undersøgelse får blandt andet Venstre og Socialdemokratiet til at frafalde krav tidligere på dagen om en undersøgelse af PET og Justitsministeriets adfærd i forbindelse med Lyngby-røveriet, skriver Jyllands-Posten netavis jp.dk.

- Det var ministeren længe om. Det kunne have været rart at vide noget før, men når spørgsmålene allerede undersøges, vil det være absurd at sætte en undersøgelse i gang. Nu må vi så afvente resultatet af den. Men sagen illustrerer, at der er behov for at PET-kommissionen rubber neglene, siger Socialdemokratiets retsordfører Karen Hækkerup til jp.dk.

Udlevering af palæstinensereI Peter Øvig Knudsens seneste bog er det kommet frem, at politiet i Lyngby i 1983 bad Justitsministeret om tilladelse til at få udleveret to palæstinensere, der var invovleret i et større røveri i Lyngby. Blekingegadebanden blev aldrig dømt for Lyngbykuppet.

Den tilladelse fik de aldrig, og det er en af de ting, som Uffe Ellemann-Jensen gerne vil have undersøgt til bunds.

Flere af de politiske partier i Folketinget bakker op om en tilbundsgående undersøgelse af sagen.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532a3f0d6187a21d78e6621f