Peter Birch Sørensen bliver første klimavismand

Tidligere overvismand Peter Birch Sørensen bliver landets første klimavismand, og der oprettes et helt nyt klimaråd, oplyser ministeren.

Peter Birch Sørensen er udnævnt til landets første klimavismand.

Klimaminister Rasmus Helveg Petersen har udnævnt økonom Peter Birch Sørensen til landets første klimavismand.

Ifølge ministeren har regeringen brug for gode og uafhængige råd om, hvordan man billigst og klogest kan nå klimamålene, og derfor bliver der oprettet et klimråd, som får Peter Birch Sørensen som formand og han bliver dermed klimavismand.

- Vores klimaindsats ændrer sig hele tiden. Vi har kigget grundigt på energiforsyningen, og nu skal vi se på, hvordan vi får landbrug, transport og andre sektorer med, siger ministeren.

- Skal holde os i ørerene

- Vi har lavet en klimalov, så regeringen hvert femte år skal fremlægge en plan for de næste ti år, og her skal klimavismanden holde os i ørerene, siger han.

Ifølge ministeren intereresserer Peter Birch Sørensen sig ægte for problemstillingen, og der findes ikke nogen bedre mand til jobbet.

- Klima er en anden faglighed end det rent økonomiske, så derfor er det nødvendigt med et kimaråd, siger han.

Peter Birch Sørensen er økonom og professor ved Københavns Universitet. Fra 1997 til 1999 var han vismand, og i 2004 blev han udnævnt til overvismand, det vil sige formand for Det Økonomiske Råd.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter