Peter Brixtofte færdig i politik

Peter Brixtofte er uværdig til at sidde i Furesø Kommunes Byråd. Det har Velfærdsministeriets Valgbarhedsnævn afgjort. Brixtofte skal forlade sin plads i byrådet omgående.

Peter Brixtofte er hovedperson i flere verserende retssager.

Peter Brixtofte er uværdig til at sidde i Furesø Kommunes Byråd. Det har Velfærdsministeriets Valgbarhedsnævn afgjort.

Nævnet udtaler, at Farums tidligere borgmester er uværdig til at være folkevalgt politiker efter sin dom i Højesteret på to års ubetinget fængsel for mandatsvig.

- Afgørelsen var forventelig, når man ser på tidligere praksis, siger Furesøs borgmester Jesper Bach til P4 København.

Peter Brixtofte skal forlade sin stol i byrådet øjeblikkeligt efter næsten 25 år i dansk politik og 946 personlige stemmer ved sidste kommunalvalg i 2005.

Suppleant overtager plads

Og suppleanten fra Brixtoftes Velfærdsparti, Bent Jensen, skal derfor allerede til sit første byrådsmøde onsdag eftermiddag 16.30.

Og han er ikke begejstret for at skulle afløse Peter Brixtofte.

- Det er ikke rart. Der var 1.000 mennesker, der ville have ham i byrådet. Men jeg kommer ikke ind og lurepasser, siger 73-årige Bent Jensen, der tidligere sad i Farum Byråd i 25 år for henholdsvis Danmarks Kommunistiske Parti, Venstre, CD og som løsgænger.

Peter Brixtofte kan først genopstille til et kommunalvalg fem år efter, at han har udstået sin straf.

Facebook
Twitter