Peter Skaarup stopper som DF's retsordfører

Posten overtages af den relativt ukendte Peter Kofod Poulsen.

Peter Skaarup giver staffeten som retsordfører videre. (Foto: Emil Hougaard © Scanpix)

Peter Skaarup stopper som retsordfører i Dansk Folkeparti.

Fra årsskiftet giver Peter Skaarup ordførerskabet, som han har haft siden 2011, videre til partifællen Peter Kofod Poulsen.

Skaarup fortsætter dog som formand for Retsudvalget. Det skriver han på Twitter.

https://twitter.com/skaarup_df/status/681009669251424256

Peter Skaarup er en af DF's mest markante stemmer og har siddet i Folketinget siden valget i 1998.

Skaarup var i en årrække partiets udlændinge- og integrationsordfører, inden han blev retsordfører. I 2005-11 var han formand for Retsudvalget første gang og blev det igen efter sommerens folketingsvalg.

- Jeg er umådelig stolt

Den kommende retsordfører, Peter Kofod Poulsen, er 25 år, og blev valgt til Folketinget for første gang i sommer.

Strengere straffe, grænsekontrol og en sænkning af den kriminelle lavalder har stået høj på ønskesedlen, siden DF blev stiftet i 1995. Og det gør det stadig, hvis man skal tro den nye ordfører.

- Jeg er umådelig glad for og stolt over, at gruppebestyrelsen betror mig denne vigtige ordførerpost, siger Peter Kofod (DF) i en pressemeddelelse.

Peter Kofod er valgt i Sydjylland, hvor han stillede op i Aabenraa-kredsen, som er et af de områder, hvor Dansk Folkeparti hentede hver tredje stemme ved folketingsvalget, der altså bragte den 25-årige Kofod i Folketinget for første gang.

DR Nyheder arbejder på at få en kommentar fra Peter Skaarup.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1089385194445337