Pia K.: Uffe Elbæk er en nyttig idiot

Uffe Elbæk tager ikke menneskerettighederne alvorligt, når ministeren tager til EM i Ukraine. Det mener Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard.

Regeringen tager kun menneskerettigheder alvorligt, når det står på papiret, mener Pia Kjærsgaard, Formand, Dansk Folkeparti.

Efter at have udskudt beslutningen om at tage til EM i Ukraine melder kulturminister Uffe Elbæk sig i dag klar.

Og den beslutning falder Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard for brystet.

- Det er overraskende. Jeg troede faktisk, at han ville ende med at melde fra. Men jeg kan jo ikke andet end at ønske ham god tur. Han er jo en nyttig idiot - det er helt klassisk, at regeringen kun tager menneskerettigheder alvorligt, når det står på papiret, siger Pia Kjærsgaard til ekstrabladet.dk.

Regeringens holdning er klar

Reaktionen kommer, efter at kulturministeren i dag i dagbladet Politiken melder klart ud om sin deltagelse.

- Min egen holdning er klar, og regeringens holdning er dermed klar. Den er, at der skal komme noget afgørende nyt på bordet, der gør, at jeg ikke deltager på lørdag, siger Uffe Elbæk til avisen.