Pia K. venter samarbejde med rød regering

En rød regering må samarbejde med DF om udlændinge- og socialpolitik, mener DF's partileder, Pia Kjærsgaard.

(Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

Der er ingen vej udenom: En rød regering må samarbejde med Dansk Folkeparti, hvis den vil gennemføre sin økonomiske politik og fastholde en stram udlændingepolitik.

Det siger Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard.

Kan ikke udelukke DF

Hun mener, at der råder stor forvirring på venstrefløjen. Dels om den politik, en rød regering skal føre, dels om hvilke partier den skal samarbejde med.

- Man kan ikke på den ene side sige, at man vil samarbejde bredt og på den anden side udelukke Dansk Folkeparti. Det hænger overhovedet ikke sammen, siger Pia Kjærsgaard.

Frygter vælgerflugt og bagland

Forvirringen skyldes ifølge hende, at Socialdemokraterne frygter vælgerflugt, hvis de afviser Dansk Folkeparti.

Derimod tvinges SFs formand, Villy Søvndal, til at sige noget meget skarpt om DF efter kritik fra sit bagland, lyder hendes vurdering.

Økonomi, sundhed og udlændinge

Trods knap ni år som støtteparti for en borgerlig regering regner Pia Kjærsgaard ikke med at blive sat uden for døren under en rød regering.

- Villy Søvndal vil samarbejde om økonomisk politik med De Radikale, som vil afskaffe topskatten og efterlønnen. Det har ikke særligt gode fremtidsudsigter, siger DF's leder.

Hun venter også et samarbejde med en rød regering om sundheds- og socialpolitikken, hvor DF fik indført ældrecheck for de fattigste ældre. Desuden kan S-SF ikke gennemføre sin udlændingepolitik sammen med støttepartierne R og EL, mener Pia Kjærsgaard.

Vil have indflydelse

Hun vil under ingen omstændigheder lade sig sætte udenfor døren, hvis der kommer en ny S-ledet regering.

- Vores stemmer skal have indflydelse. Jeg er godt klar over, at vi har haft maksimal indflydelse som parlamentarisk støtte for en borgerlig regering, men vi er villige til at samarbejde, hvis der skulle sidde en socialdemokratisk statsminister, siger Pia Kjærsgaard.

Facebook
Twitter