Pia Kjærsgaard angriber EU

Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard angreb EU i skarpe vendinger i sin tale ved Folketingets afslutningsdebat. Især EU-domstolen, der afsagde Metock-dommen stod for skud.

Pia Kjærsgaard opfordrer alle til at stemme den 7. juni. (Foto: DR © DR)

Pia Kjærsgaard drog for alvor EU ind i afslutningsdebatten i Folketinget. Især var hun utilfreds med Metock-dommen, der faldt sidste år.

- EU-domstolen blander sig i alt for meget og har tiltaget sig en magt, som den ikke burde have, sagde Pia Kjærsgaard. Hun henviste også til en kronik af professer Hjalte Rasmussen i Berlingske Tidende. Han mener at EU-domstolen er gået for vidt.

Pia Kjærsgaard skosede regeringen, fordi den ikke klart siger, at Tyrkiet aldrig bliver medlem af EU.

- Jeg vil gerne sige det: Tyrkiet kommer aldrig med i EU, sagde hun.

Hospitaler og bandekrig

Pia Kjærsgaard roste Lars Løkke Rasmussens første tid som statsminister og regner med at kunne fortsætte det gode samarbejde -også efter næste valg. Men der er nogle betingelser.

- Jeg forventer, at regeringen er opmærksom på, at der skal ske noget på hospitalerne. Vi kan ikke blive ved med at byde de ældre, den behandling, de får sagde Pia Kjærsgaard.

Hun sagde også, at regeringen må få styr på bandekriminaliteten og langede i den forbindelse også ud efter EU, der har afskaffet grænsekontrollen mellem landene.

Facebook
Twitter