Pia Kjærsgaard efter slingrekurs i partitoppen: Danmark skal ud af EU

DF ønsker den samme ordning, som briterne har fået, siger partistifteren.

Pia Kjærsgaard (DF) ser gerne Danmark gøre Storbritannien følgeskab ud af EU. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Mener Dansk Folkeparti, at Danmark skal følge briterne ud af EU? Det er der kommet forskellige svar på fra forskellige toppolitikere i Dansk Folkeparti på det seneste.

Og nu melder partistifter og tidligere formand, Pia Kjærsgaard, sig på banen: Danmark skal ud af EU, siger hun i dag i det politiske magasin Slotsholmen på P1:

- Vi ønsker den samme ordning, som Storbritannien har fået. Det ser mere og mere lovende ud for dem, og det er den vej, vi skal hen. De er ude med en god ordning, og der kan vi godt efterligne Storbritannien.

Forvirringen startede, da næstformand Søren Espersen i en video på Youtube i sidste uge gjorde det meget klart, at Dansk Folkeparti ønsker, at Danmark forlader EU, og at det er en myte eller "fake news", at partiet skulle mene det modsatte.

Kristian Thulesen Dahl og Søren Espersen er kommet med skiftende meldinger omkring Dansk Folkepartis holdning til Danmarks EU-medlemskab. (Foto: TORKIL ADSERSEN © Scanpix)

Og nu erklærer Pia Kjærsgaard sig altså enig med Søren Espersen.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, har da også flere gange sagt, at Danmark også skal have en folkeafstemning om EU, når Storbritannien har fået deres brexit-aftale på plads.

Men da partiformand Kristian Thulesen Dahl i januar ligeledes var gæst i Slotsholmen på P1, sagde han, at det endnu var for tidligt at sige noget om, fordi briterne ikke har forhandlet en frihandelsaftale på plads med EU endnu. Og den aftale er stadig kun på forhandlingsbordet.

Hvornår tager du endelig stilling til, om du mener, at danskerne også skal til folkeafstemning om EU?

- Det er, når jeg ved, om der er et alternativ at stemme om. Jeg vil ikke bringe Danmark ud i en afstemning, hvor vi stemmer for at være i det nuværende EU eller helt ude. Vi bliver nødt til at have en afstemning, der giver danskerne et reelt valg, sagde Kristian Thulesen Dahl dengang.

Kritik fra baglandet

De forskellige meldinger om partiets linje i det afgørende EU-spørgsmål kommer i en tid, hvor partitoppen bliver kritiseret af interne røster.

Senest har hovedbestyrelsesmedlem og tidligere medlem af Europa-Parlamentet Anders Vistisen kritiseret partitoppens håndtering af valgnederlaget for et år siden, hvor partiet skrumpede fra 37 til 16 mandater. Han mener, at partiet er på slingrekurs, sagde han i et interview med Avisen Danmark.

Siden har flere lokalformænd erklæret sig enige i kritikken over for avisen. De ønsker blandt andet mere indflydelse hos partitoppen.

Tidligere medlem af Europaparlamentet Anders Vistisen kritiserede offentligt håndteringen af Dansk Folkepartis valgnederlag i 2019 - nu har han fået en advarsel af partiets hovedbestyrelse (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Det har fået flere folketingsmedlemmer til at svare tilbage. Næstformand Søren Espersen udtalte til Ritzau, at man ikke offentligt kommer med intern kritik af partiet. Gruppeformand Peter Skaarup afviste også kritikken fra Anders Vistisen, som har fået en skarp advarsel fra hovedbestyrelsen.

Pia Kjærsgaard vil ikke sige, om hun mener, at baglandet skal have en større indflydelse. Men hun ser gerne, at partitoppen giver større opmærksomhed til baglandet, forklarer hun i Slotsholmen:

- Jeg tror, at der på en eller anden måde - uden at jeg overhovedet skal sige hvordan - skal være mere opmærksomhed på, hvad der sker ude i baglandet, end der nok har været før. Jeg siger ikke noget om inddragelse, men at vi skal være opmærksomme.

Pia Kjærsgaard understreger samtidig, at intern kritik skal diskuteres internt, og at partiets politik bliver ført fra Christiansborg.

- Det er os, og det siger jeg med streg under, der tilrettelægger politikken, uanset hvor stor eller lille hovedbestyrelsen er, siger hun i Slotsholmen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk