Pia Kjærsgaard godkender DF-kritisk debat

Kun to timer inden sidste behandling af finansloven på onsdag skal sagen om lavere boligydelser til ældre hastebehandles i Folketinget.

- Der er et stort mindretal, som ønsker en hasteforespørgsel, og det synes jeg ikke, at jeg vil sidde overhørig som Folketingets formand, siger Pia Kjærsgaard. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Der er i øjeblikket stort fokus på Dansk Folkeparti og partiets andel i, at mange ældre får færre penge i boligydelse som følge af næste års finanslov.

Nu bidrager DF’s tidligere formand, Pia Kjærsgaard, til, at der kastes endnu mere kritisk lys på hendes eget parti. Hun har som formand for Folketinget netop godkendt, at der på onsdag kan afholdes en hasteforespørgsel i folketingssalen om de lavere boligydelser.

- Der er et stort mindretal, som ønsker en hasteforespørgsel, og det synes jeg ikke, at jeg vil sidde overhørig som Folketingets formand, siger Pia Kjærsgaard.

Dansk Folkeparti er kommet i modvind, efter at det er kommet frem, at mange tusinde pensionister står til at miste et anseeligt beløb om året i boligydelse. Det sker som en del af blå bloks aftale om næste års finanslov. En aftale, som Dansk Folkeparti er med i.

Pia Kjærsgaard erkender, at det er en relativt unik situation, at en hasteforespørgsel får lov at blive afholdt samme dag, som Folketinget for sidste gang behandler selve lovforslaget om finansloven.

- Det er usædvanligt, og det har jeg også gjort opmærksom på i brevet til gruppeformændene, at det er meget usædvanligt. Det har da også været en overvejelse, men eftersom et stort mindretal har ønsket det, har jeg imødekommet den anmodning, siger Pia Kjærsgaard.

Det store mindretal består ifølge Ekstra Bladet af Socialdemokraterne, Enhedslisten og SF – med støtte fra Alternativet og Radikale.

Hasteforespørgslen finder sted klokken 9 onsdag, og finansloven skal tredjebehandles klokken 11 samme dag. Folketingsmedlemmerne skal muligvis også stemme om et eventuelt forslag som følge hasteforespørgslen, hvis et sådant foreligger.

Det er en dårlig sag for dit eget parti, som du nu bidrager til at kaste endnu mere lys på. Hvorfor det?

- Det er ikke noget, jeg skal vurdere, når jeg godkender en forespørgsel, om det er en god eller dårlig sag for Dansk Folkeparti. Det er noget, jeg skal se mig fri for. Men du har fuldstændig ret i, at den sag bliver endevendt, for den bliver jo også debatteret under selve finanslovforhandlingen senere onsdag, ligesom der sandelig også er indkaldt til et hastesamråd på tirsdag med finansministeren om samme sag. Så man kan ikke sige, at hver sten ikke bliver vendt, siger Pia Kjærsgaard.