Pia Kjærsgaard: Hvor er Lars Løkke?

Det er ikke meget, man har hørt fra den tidligere Venstre-formand, siger Pia Kjærsgaard.

Lars Løkke Rasmussen har ikke givet megen lyd fra sig, siden han i lørdags trak sig som formand for Venstre.

Udover et par opslag på de sociale medier har offentligheden ikke hørt noget fra den tidligere V-formand.

Og dét undrer Pia Kjærsgaard (DF).

Det fortalte hun i torsdagens udgave af Det Politiske Talkshow på DR1:

- Han har gjort alle så usikre. Netop den der tavshed. Hvor er han henne og hvordan har han det, spørger Pia Kjærsgaard.

Er du bekymret for ham?

- Ja, det er jeg da. Jeg er jo lidt en mor-type, så det kan jeg da godt en gang i mellem være. Jeg synes også, at det er lidt synd, når folk går helt bagom dansen, og det tyder det jo lidt på, siger hun.

Pia Kjærsgaard mener, at Lars Løkke Rasmussen skal træde frem og sige noget.

- Jeg synes, at han skylder både sig selv og Venstre - men faktisk også alle andre, fordi han var statsminister - en forklaring på, hvad der skete, og hvorfor han bare smækkede med døren, fortæller Pia Kjærsgaard.

Kollegaerne på Christiansborg har fulgt dramaet i Venstre, og situationen har gjort et stort indtryk på de Konservatives formand, Søren Pape Poulsen.

- Det gør jo ondt helt ned i maven, siger han og uddyber:

- Han lider jo ikke i stilhed. Det dér må bare have været helt forfærdeligt. Hvorfor han ikke vælger at komme frem og sige noget, det må guderne vide, siger Søren Pape Poulsen.

Facebook
Twitter