Pia Kjærsgaard om Meld-sagen: Jeg har været vred og ked af det

DF-ledelsen og Morten Messerschmidt burde have grebet ind noget tidligere i forløbet om Meld, siger Pia Kjærsgaard.

- Jeg har været ked af det, skuffet og vred indimellem, siger Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), der har været i udlandet i efterårsferien. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Dansk Folkepartis tidligere formand, Pia Kjærsgaard, sætter nu for første gang ord på anklagerne om svindel med EU-støttekroner mod hendes parti.

Hun var på rejse i udlandet i sidste uge, hvor det blandt andet blev blotlagt, at godt 200.000 EU-støttekroner blev brugt på Dansk Folkepartis egne sommergruppemøder, hvilket ifølge eksperter er i strid med reglerne.

- Jeg synes, det er så ærgerligt. Jeg kan ikke sige andet. Jeg har været hele følelsesregistret igennem. Jeg kan kun sige, at vi står, hvor vi står, og vi må forsøge at rette op på den tillid, som partiets ledelse jo også gentager hele tiden. Der er kun hårdt arbejde forude nu.

Hvilke følelser er løbet igennem dig?

- Rigtig mange. Det er helt sikkert. Jeg har været ked af det, skuffet og vred indimellem. Men jeg har også sagt til mig selv, at de følelser må man lægge bort, ellers kan man ikke arbejde konstruktivt og positivt, og det agter jeg at gøre, og det skal Dansk Folkeparti også gøre nu.

Vil du kalde det en skandale?

- Jeg vil ikke bruge så store ord, men det er en alvorlig sag. Det kan enhver se, og det kan vi lige så godt indrømme. Det er direkte træls for at bruge et godt udtryk, som symboliserer meget i forhold til, hvad jeg mener om denne sag.

I Dansk Folkeparti plejer I at kritisere fråds og misbrug med midler. Hvad betyder det for jeres politiske troværdighed, at I nu er involveret i den her sag?

- Der er ingen tvivl om - og det kan vi også mærke på folk rundt omkring og på vælgertilslutningen - at det selvfølgelig betyder noget i den nedadgående retning. Sådan er det. Vi må rette op på tingene.

Se interviewet med Pia Kjærsgaard:

Ledelse burde have grebet ind

Morten Messerschmidt har fastholdt, at alt er gået efter bogen. Nu siger partiet, at det er det ikke. Hvad tænker du om hans ageren i den her sag?

- Jeg tror bare, at den ene måned har taget den anden, hvor det egentlig er gået meget godt. Og så er tendensen nok, at man desværre vænner sig til sådan noget, uden at der bliver grebet ind i tide, og det burde der have været. Jeg kan kun sige, at enhver må svare for sig selv og rode sig ud af det her på bedst mulig måde.

Hvem burde have grebet ind i tide?

- Det burde både partiets ledelse og Morten Messerschmidt selv. Naturligvis. Det har de jo også alle erkendt, at det burde være kendt. Det er ikke sket. Derfor står vi her i dag.

Burde ledelsen have lyttet til advarslerne fra bla. Rikke Karlsson?

- Jeg har set, at Kristian Thulesen Dahl har ærgret sig over, set i bagklogskabens klare lys, at han ikke har gjort det.

Er du vred på Morten Messerschmidt?

- Nej, det er jeg faktisk ikke. Jeg tror, at han har det hårdt nok, og at han også bør erkende sin brøde, sine fejltagelser. Det tror jeg, han er i fuld færd med.

Lørdag fik Morten Messerschmidt et ildebefindende og blev kørt til akutmodtagelsen på Hillerød Hospital. Han er nu udskrevet, men er sygemeldt på ubestemt tid. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Hvordan ser du hans fremtid og planerne om at komme i Folketinget?

- Det bliver jo ikke lige med det samme. Det tror jeg, at alle er bedst tjent med. Det afventer, og indtil videre sidder han i Europa-Parlamentet, og jeg ønsker ham god bedring, så han kommer tilbage igen.

Pia K: Underkend ej Messerschmidts dygtighed

Hvad mener du, hans fremtid i partiet er?

- Jeg mener under ingen omstændigheder, at vi skal hverken bortvise eller underkende hans dygtighed. Mange kreative sjæle har vældig meget rod i økonomien, og det tror jeg, at Morten Messerschmidt er et typisk eksempel på.

Er der ikke et element af hykleri, når I har sagt, at alle skal lægge alle bilag frem, men I skal ikke?

- Det blander jeg mig ikke i. Det er partiets ledelse, der tager stilling til det.

Men hvad er din holdning?

- Den kommer ingen ved.

Anders Vistisen har sagt, at DF gik ind i Meld og Feld for at få penge ud af det. Var det efter din opfattelse hovedårsagen til at gå ind i Meld og Feld, dengang du var formand?

- Jeg husker det faktisk ikke. Der er mange forskellige sammenslutninger i de forskellige europæiske fora, hvor partierne går sammen og udvikler sit politiske arbejde, og det er vel også det, som pengene skal gå til. At der så har været rod i det her, er så en anden sag, siger Pia Kjærsgaard.

Historierne om Dansk Folkepartis tvivlsomme brug af EU-støttekroner har ført til, at partiet nu vil betale lige under en million EU-støttekroner tilbage til Europa-Parlamentet.

Beløbet dækker over al den EU-støtte, som Dansk Folkeparti har fået gennem Meld og Feld fra 2012 til og med 2015, og kommer oveni et beløb på 1,6 millioner kroner, som partiet allerede har betalt tilbage.

FacebookTwitter