Pia Kjærsgaard ser tilbage: Jeg har ikke gjort det for at få stemmer

Få dage før Pia Kjærsgaard takker af som DF-formand, talte hun indvandrerpolitik og DF i regering med Ask Rostrup. Se hele interviewet her.

Det er noget radikalt sludder, noget floskelpjat, når nogle hævder, at Pia Kjærsgaard har ødelagt deres glæde ved Dannebrog.

Sådan siger Dansk Folkepartis formand i et en time langt interview med DR's politiske analytiker Ask Rostrup i Bag Borgen få dage før, hun takker af efter 17 år som partiformand.

Pia Kjærsgaard indrømmer, at hun indimellem har provokeret i indvandredebatten, men afviser, at hun skulle have dæmoniseret indvandrere eller muslimer - eller ført populistisk politik:

- Jeg har aldrig nogensinde gjort det for at få stemmer. For det var det været for svært til. Jeg gjorde det, fordi jeg mente det, siger Pia Kjærsgaard i interviewet, der primært kredsede om den afgående formands værdi- og særligt indvandrerpolitik.

Uden Pia Kjærsgaard i dansk udlændingepolitik, vurderer Pia Kjærsgaard selv, havde Danmark været en afart af Sverige.

Men fremmedfjendsk er den 65-årige DF-formand ikke, siger hun:

- Nej, overhovedet ikke. Jeg synes jo også, det er spændende at komme ud i den store verden og opleve fremmede kulturer.

Det er dejligt, siger hun til DR, at møde ikke etniske danskere, der kommer til landet med sin egen kultur - så længe danskerne ikke får den tvunget ned over hovedet.

Det Pia Kjærsgaard stadig drømmer om

- Jeg har intet imod den enkelte muslim, der praktiserer islam. Men jeg har så sandelig noget imod, hvis der blev et flertal i Danmark, der praktiserer islam, siger Pia Kjærsgaard i interviewet, der kan ses i sin fulde længde ovenfor.

Her fortæller farvehandlerens datter fra Østerbro også om forholdet til Mogens Glistrup og om EU - som hun ikke ville arbejde for, om hun så fik 10 mio. kroner skattefrit - men indvandrerspørgsmålet fylder stadig mest.

Hun er stolt af, at hun selv og DF har fået brudt tabuet og siger, at hun ikke ønsker et samfund alene af blåøjede, lyshårede.

Én ting har Pia Kjærsgaard, der under VK-regeringen blev omtalt som Danmarks mest magtfulde kvinde - dog ikke opnået. Men hun håber endnu:

- Jeg ville gerne se Dansk Folkeparti i regering. Fordi det er den maksimale bedrift. Og jeg tror, det vil komme i de år, vi går i møde, siger Pia Kjærsgaard.

Ikke med hende sig selv som minister. Men politiker er hun langtfra færdig med at være, selvom hun slipper formandsposten i den kommende weekend.

- Måske går jeg først af som folketingsmedlem, når jeg er 90, ikk'?!