Pia Kjærsgaard siger farvel som chefen for det hele: 'Der er intet, jeg fortryder'

En nyrenoveret folketingssal, men også heftig kritik, har præget Pia Kjærsgaards periode som formand.

- Under alle omstændigheder har der ikke været nogen tvivl om, hvem der har været Folketingets formand de seneste fire år. Det er meget godt, at man ikke går i et med tapetet, synes jeg.

Pia Kjærsgaard (DF) griner, når hun bliver bedt om at svare på, hvad hun ser tilbage på, når hun skal opsummere de seneste fire år, hvor hun har siddet som chefen på Christiansborg - Folketingets formand.

For formanden har delt vandene både på de sociale medier, men ikke mindst blandt politikere i begge sider af Folketinget. Og det er hun udmærket klar over.

Nu er det dog slut for Pia Kjærsgaard, som i et Facebook-opslag i morges meddelte, at hun helt som ventet ikke fortsætter som formand efter folketingsvalget.

- Jeg har haft det ærefulde hverv i fire år, og jeg har glædet mig hver dag. Vi skal alle være stolte af vores velfungerende folkestyre.

'Bortvist' baby skabte overskrifter

Pia Kjærsgaard kan se tilbage på fire år, hvor hun har skabt stor debat, og hvor særligt to episoder det seneste halve år er printet på nethinden hos mange danskere.

I februar irettesatte hun Enhedslistens Pelle Dragsted, der fra Folketingets talerstol kaldte et udsagn fra Kenneth Kristensen Berth (DF) for racistisk.

Og i marts blev De Konservatives gruppeformand, Mette Abildgaard, bedt om at forlade salen med sin baby.

Pia Kjærsgaard bøjede sig ikke for kritikeren og stod fast midt i stormen. Og den dag i dag har hendes holdning til, hvorvidt hun håndterede situationen korrekt, ikke rykket sig en millimeter.

- Der skal ikke være babyer i folketingssalen. Punktum. Og det er der opbakning til i præsidiet (Folketingets øverste ledelse, red.). Og man skal tale ordentligt, når man står på Folketingets talerstol, og det har jeg lagt vægt på, for det er min pligt som formand, siger hun og fortsætter:

- Det handler om respekt for Folketinget. Man tager ikke en baby med, og man råber ikke ytringer om racisme efter hinanden. Det gør man bare ikke.

Se episoden med Pelle Dragsted herunder:

Har gjort sig umage hver dag

Pia Kjærsgaard har da også svært ved at forstå den kritk, der er kommet i kølvandet på hendes beslutninger.

Rent faktisk er der intet af kritikken, som har været berettiget, mener den afgående formand.

- Men sådan har det altid været med mig, og sådan vil det nok også blive ved med at være. Når jeg siger noget, så får det fem gange så meget opmærksomhed som hvis en anden har sagt nogenlunde det samme. Det er både godt og skidt, men egentlig synes jeg, at det er mest godt, siger hun.

Er der noget, du fortryder fra de seneste fire år?

- Nej, der er intet, jeg fortryder. Jeg har gjort mig umage hver eneste dag. Og jeg har været glad for den tid, jeg har fået lov at få. Jeg har fundet ud af, hvordan de 1.200 mennesker, som er på Christiansborg hver dag, får folkestyret til at fungere. Jeg tænker tilbage på de fire år med meget stor glæde, siger hun.

Der har også været en kritik af, at du ikke har kunnet adskille politiske holdninger fra dit hverv som Folketingets formand. Har du været god nok til det?

- Det er der jo nogle, der ikke mener, at jeg har. Så skal jeg bare minde om, at andre formænd for Folketinget bestemt også har taget deres form på, hvordan de kunne ytre sig politisk. Det må enhver gøre op mig selv, siger Pia Kjærsgaard.

Skal tilbage i gruppen efter 'knockout'

Når Pia Kjærsgaard bliver bedt om at redegøre for sine resultater, så kan hun opremse en alenlang liste.

Blandt andet har hun lavet 'nye arbejdsformer', en handicaptilgængelig folketingssal, som der nu er brug for med Kristian Heegards indtræden i Folketinget, og en ophængning af Dannebrog i salen.

- Jeg synes godt, at jeg kan træde tilbage og sige, at jeg har brugt de fire år på at gennemføre nogle ting, som folkestyret skal være glade for, siger den afgående formand og fortsætter:

- Jeg vil gerne huskes for den lange række af ændringer, jeg har gennemført, som jeg synes har været til det gode. Lad mig bare kalde det en mere moderne arbejdsform på mange områder, uden at man lader det gå ud over den værdighed og respekt, der skal være om Folketinget.

Men selv om Pia Kjærsgaard nu må vinke farvel til en post, som hun har været stolt af at besidde, så betyder det ikke, at hun er færdig i dansk politik. Tværtimod.

Hun blev nemlig genvalgt til Folketinget 5. juni og skal nu tilbage til DF's folketingsgruppe, hvor hun skal hjælpe partiet med at komme ovenpå efter den 'knockout', de fik ved folketingsvalget. Partiet skrumpede fra 37 til 16 mandater.

- Vi skal stå sammen, for vi har fået en knockout. Ikke bare en vælgerlussing, men en knockout, og der er behov for, at vi gør et stort stykke arbejde, og det skal jeg være med til, siger Pia Kjærsgaard.

Det er endnu uvist, hvem der skal overtage efter Pia Kjærsgaard. En ting er dog sikkert. Hun vil ikke blande sig i, hvordan den kommende formand vil varetage sit hverv.

- Jeg synes ikke, at nogen formand – i hvert fald udadtil – skal fortælle, hvordan den næste formand skal gøre det. Det er helt op til den, som får lov til at sidde på posten.

Det er nu op til et flertal i det nysammensatte Folketing, hvem der skal overtage efter Pia Kjærsgaard.

Her kan du læse politisk korrespondent Uffe Tangs bud på, hvem det kan blive.

Hvem har siddet på posten gennem tiden?

  • Pia Kjærsgaard (DF) fra 2015 til 2019

  • Mogens Lykketoft (S) fra 2011 til 2015

  • Thor Pedersen (V) fra 2007 til 2011

  • Christian Mejdahl (V) fra 2003 til 2007

  • Ivar Hansen (V) fra 1998 til 2003

  • Erling Olsen (S) fra 1994 til 1998

  • Henning Rasmussen (S) fra 1993 til 1994

  • H.P. Clausen (K) fra 1989 til 1993

  • Erik Ninn-Hansen (K) fra 10. januar 1989 til 3. oktober 1989

  • Svend Jakobsen (S) fra 1981 til 1989

  • K.B. Andersen (S) fra 1978 til 1981

  • Karl Skytte (R) fra 1968 til 1978

  • Julius Bomholt (S) fra 1964 til 1968

  • Gustav Pedersen (S) fra 1950 til 1964

  • Julius Bomholt (S) fra 1945 til 1950

  • Hans Rasmussen (S) fra 1933 til 1945

  • Kilde: Folketinget.dk

Facebook
Twitter