Pia Kjærsgaard skælder ud på EU, pressens spydige smil og 'klimatosser'

Dansk Folkepartis tidligere formand og formand for Folketinget Pia Kjærsgaard har hårde ord efter målinger.

Dansk Folkepartis tidligere formand og nuværende formand for Folketinget, Pia Kjærsgaard, retter skytset mange steder hen i sin tale oven på de første exitpolls til Europa-Parlamentsvalget.

Der blev både skudt mod EU, pressen og interessen for klimaet.

- Vi har været en del igennem. Vi har haft en Meld- og Feld-sag, som endnu ikke er afsluttet.

- Det er over tre år siden, den er begyndt. Vi sidder med r-ø-v-e-n på kogepladen. Det er ganske urimeligt, at sådan noget ikke er afgjort, at holde os hen på den måde. Og det er typisk EU-systemet bare at vente, siger Pia Kjærsgaard.

Pressefolk med spydige smil

Den tidligere formand og skaber af Dansk Folkeparti fortsætter derefter med en opsang til pressen, der også er til stede ved festen.

- Frem for alt: Lad os stå sammen, også når vores partiformand kommer, som vil være mødt med spydige smil.

- Jeg kender jer jo, I pressefolk, spydige smil. Man fryder sig sådan en lille bitte smule, man kan se det på jer, og det kan I faktisk ikke være bekendt.

- I burde være langt mere saglige. Og nogen af jer er det også, men der er også nogen, der er nogen stride kanoner. Det må vi så bare bære, og det kan vi også. I er velkomne uanset hvad, sagde Pia Kjærsgaard.

'Klimatosser'

Den tidligere partiformand forsatte derefter med andre forklaringer på, at Dansk Folkeparti står til at få halveret sit mandatantal eller endda miste tre ud af fire.

- Måske er det alle de - hvad er det nu man kalder dem - klimatosser. Nej alle dem, der alene går op i klima.

- Det gør man også i Dansk Folkeparti, men det er jo ikke det, vi alene går op i. Jeg tror faktisk måske, det kan være det, der har gjort det.

- Men fred være med det, fordi man siger ikke imod, hvad den danske befolkning stemmer, befolkningen har altid ret, sådan er det, sagde Pia Kjærsgaard.

/ritzau/

Facebook
Twitter