Pia Kjærsgaard tordner efter stigning i coronasmitte blandt indvandrere: 'Luk ghettoer'

63 procent af dem, der blev testet positiv for coronasmitte i sidste uge, havde udenlandsk oprindelse.

Pia Kjærsgaard var med, da Dansk Folkeparti holdt sommergruppemøde i denne uge. (Foto: © Frank Cilius, Scanpix)

Der skal tages langt hårdere fat for at bremse coronasmitten i indvandrergrupper og blandt de udlændinge, som arbejder i Danmark.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Pia Kjærsgaard.

Smitten blandt indvandrere og udlændinge er steget over den seneste tid. Nye tal fra Statens Serum Institut viser, at 63 procent af 494, der blev smittet i uge 31, havde en anden oprindelse end dansk. Gruppen udgør kun 14 procent af befolkningen.

Stigningen er drevet frem af to større udbrud.

Det ene er blandt polakker på Danish Crown-slagteriet i Ringsted.

Det andet er i det somaliske miljø i Aarhus. 61 ud af de 78 smittede i Aarhus Kommune i sidste uge har somalisk baggrund.

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed er der er tale om flere mindre corona-udbrud i det somaliske miljø i Aarhus og altså ikke en stor smittekæde.

Kunne være et udgangsforbud

Pia Kjærsgaard foreslår at gå drastisk til værks for at få stoppet udbruddet.

- Man må lukke ghettoerne, hvor langt de fleste bor, i en periode. Man må undersøge, hvem der er smittet, og hjælpe dem ud, der ikke er smittet. Jeg er sikker på, at langt de fleste af de somaliere bor i en ghetto. Og så må man lukke den, indtil den her virus er bragt ned på nul.

Hvordan vil du lukke et boligområde. Er det udgangsforbud?

- Ja, det kunne det sagtens være. Det vigtigste er, at de ikke bringer det videre ud i samfundet.

Men det kan jo ramme mange mennesker, som ikke er smittet, hvis du siger, at der er ikke er nogen mennesker i et bestemt boligområde, som må gå udenfor en dør?

- Det er jeg enig i, og det er også derfor, jeg siger, at man må hjælpe dem ud, der ikke er smittet. Man bor tæt i en ghetto, så man er nødt til at gå drastisk til værks. Jeg tror, man er lidt bange for at gå lidt hårdt til somalierne. En blødsødenhed, som jeg ikke kan acceptere i den her situation.

Hvorfor tror du, man ser den overrepræsentation af folk med udenlandsk baggrund blandt de smittede?

- Man tager det ikke alvorligt. Man orienterer sig ikke via medier, for man forstår måske ikke, hvad der bliver sagt. Det duer ikke, at man sidder og kigger på udenlandsk tv, når man burde orientere sig om, hvad der sker i det land, man bor i, siger Pia Kjærsgaard.

Anbefaler information og isolation

I juni gjorde Statens Serum Institut tallet op for de første 10.000 smittede.

Her viste det sig, at 24 procent af de smittede havde en anden baggrund end dansk.

Det tal var 59 procent i uge 30 og er altså steget til 63 procent i uge 31.

Institut for Menneskerettigheder har undersøgt, hvorfor folk med indvandrerbaggrund er mere udsat for smitte. Rapporten viser blandt andet, at etniske minoriteter bor flere sammen på mindre plads. Dermed er risikoen for at smitte familiemedlemmer større.

I forhold til job er de er også overrepræsenterede i brancher med meget kontakt til andre mennesker. Det er blandt andet indenfor social- og sundhedsområdet samt transportområdet.

Det sproglige kan også have betydning i forhold til at forstå retningslinjer.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler i rapporten en målrettet informationsindsats og adgang til isolation udenfor hjemmet til de smittede.

Test af udenlandske arbejdere

Pia Kjærsgaard er også kritisk over for det udbrud, der har ramt Danish Crown.

Mindst 79 ansatte på slagteriet i Ringsted er smittet. Udbruddet begyndte, da en polsk ansat blev smittet. I starten blev mange andre polske ansatte smittet. Det hænger blandt andet sammen med, at de bor sammen og kører sammen på arbejde.

Mange arbejder og bor i Danmark i hverdagene og rejser hjem til Polen i weekenden.

Det er ifølge Pia Kjærsgaard et problem.

- Når de kommer tilbage til Danmark efter et weekendbesøg, bør de testes øjeblikkeligt. Og så skal de i karantæne, hvis de er smittede.

Skal det være et krav, at udenlandske arbejdere skal testes, når de kommer til Danmark?

- Ja, jeg synes, det skal være et krav, for ellers slipper vi ikke af med det. Der bliver foretaget alle mulige foranstaltninger i samfundet for at stoppe corona, men det skal være hele vejen rundt. Og så må der ikke være berøringsangst. Og det er måske lidt det, jeg føler, det er i forhold til udenlandske arbejdstagere eller somalierne i Aarhus, siger Pia Kjærsgaard.

Hun mener, det har store konsekvenser, at udbruddene i Aarhus og Ringsted har været med til at få coronasmitten til at stige i Danmark igen.

- Vores økonomi kuldsejler. Nu ser det ikke ud til, at vi går videre med åbningen, og måske skal vi lukke ned igen. Det kan samfundet ikke blive ved med at bære, siger hun.