Pia Kjærsgaard trækker sig som formand for Dansk Folkeparti

Pia Kjærsgaard genopstiller ikke som formand for Dansk Folkeparti. Hun peger på Kristian Thulesen Dahl som sin efterfølger.

(© Scanpix)

Pia Kjærsgaard genopstiller ikke som formand for Dansk Folkeparti.

Det erfarer DR Nyheder.

Afgørelsen har været mere end syv måneder undervejs.

Ifølge Berlingske peger hun på Kristian Thulesen Dahl som sin efterfølger - han bliver ny formand ved partiets årsmøde til september.

Det har her til aften desværre ikke været muligt at få en kommentar fra Kristian Thulesen Dahl, der tilsyneladende har slukket for sin telefon.

Pia Kjærsgaard har været formand for partiet i 17 år, og til Berlingske siger hun

- Jeg har oplevet så mange gange, at en partiformand er gået på en dårlig måde. Enten er blevet gået, tvunget ud, eller har tabt et valg efter en kanondårlig valgkamp. Så har jeg tænkt, at det skal aldrig overgå mig.

Den 65-årige politiker fortsætter på en nyoprettet post som "værdiordfører" og tilkendegiver, at hun genopstiller ved næste valg.

Pia Kjærsgaard stiftede Dansk Folkeparti i 1995 sammen med folketingsmedlemmerne Kristian Thulesen Dahl, Ole Donner og Poul Nødgaard.