Pia Kjærsgaards farvel: Man skal gå mens man er på toppen

I sin sidste tale som formand for Dansk Folkeparti understregede Pia Kjærsgaard, at DF skal i regering en dag

Nogle billeder siger mere end 1000 ord (Foto: Tony Brøchner © Scanpix)

Der var stående ovationer, allerede mens Pia Kjærsgaard gik på scenen i Herning Kongres Center.

- Man skal gå, når man selv vil, mens man selv kan, og når man stadig er på toppen. Det er vemodigt. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet.

Dansk Folkeparti er samlet til årsmøde i Herning i weekenden, hvor Pia Kjærsgaard holder sin sidste tale som partiformand, der kun blev afbrudt af 19 klapsalver og et enkelt pift. Og modsat i regeringspartiet SF er der hos DF ingen tvivl, hvem den ny formand bliver – han hedder Kristian Thulesen Dahl.

Og målet ifølge den afgående formand er også klart:

- Dansk Folkeparti bliver en del af en dansk regering! Det er ikke et mål. Det er et middel Det er ikke en trussel. Det er et løfte, sagde Pia Kjærsgaard og høstede 15 sekunders taktfaste klapsalver.

For som DF-grundlæggeren tilføjede til stor jubel for de delegerede:

- Og oprigtigt talt: Min liste over ministeremner i Dansk Folkeparti består allerede af dygtigere emner end dem, der i dag er ministre.

Hak i tuden til Thorning og co.

Ikke overraskende indeholdt talen en række stikpiller til regeringen:
- Følgerne af Thorning-Schmidt regeringens totale svigt på udlændingeområdet i det seneste år … Hvad er det for et samfund, man byder danskerne?
- Jo hurtigere, det radikale misregimente brydes, jo bedre for Danmark.
- Og statsminister Helle Thorning-Schmidt, der efter eget udsagn som sagt er 'europæer af hjertet' – og altså ikke dansker, ikke engang socialdemokrat, men europæer.

'Ingen troede på os'

Talen brugte Pia Kjærsgaard også til at gøre status over Dansk Folkeparti:

- Sagen er jo, at ingen troede, vi kunne gøre det. Ingen troede, at Dansk Folkeparti var andet end en døgnflue. En dublet af et parti, der var gået til i anarki og opløsning. Men vi var ikke en døgnflue! Vi var ikke en dublet! Vi var - og er - alt andet.

- Vi er humlebien, der ikke ved, at den ikke kan flyve og derfor gør vi det alligevel.
Og vi flyver og vi flyver!

Pia Kjærsgaard gentog flere gange i sin sidste formandstale, at ganske vist træder hun tilbage som formand, men ikke som aktivt folketingsmedlem for DF.

- Jeg vil ikke være en grå eminence – dét er simpelt hen for kedeligt.
'Grand old lady' vil hun dog gå med til.

- Snart er jeg ikke formand mere, men jeg er her endnu, sagde Pia Kjærsgaard, før stemmen knækkede.

Som afgangssalut mindede Pia Kjærsgaard om, at hun er her endnu – at hun stadig er 'jeres Pia'.

- Pas godt på Danmark. Pas godt på Dansk Folkeparti. Pas godt på hinanden.

Herefter rejste de delegerede i salen sig og klappede Pia Kjærsgaard af scenen. I 3 minutter og 19 sekunder.