Pia Olsen Dyhr: 'Vi må investere i det danske forsvar'

Sikkerhedspolitik og forsvar var på dagsordenen, da SF-formanden talte til partiets landsmøde.

-Vi kan jo ikke give soldater blomster med i geværet, sagde Pia Olsen Dyhr afsluttende til landsmødet til alle de delegerede. Hun står fast på, at styrkelsen af forsvaret også omhandler våben. (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix)

Krig, krudt og kugler.

Det er ikke typiske ord at høre til et SF landsmøde - men ikke desto mindre har forsvars- og sikkerhedspolitik kapret dagsordenen denne weekend.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed. Det her er ikke den tale, jeg oprindelig havde planlagt at holde for Jer.

Sådan indledte Pia Olsen Dyhr, formand for SF, sin tale til landsmødet, og det blev startskuddet til en gennemgang af partiets holdning til netop forsvars- og sikkerhedspolitik.

Og det var med alvor i stemmen, at formanden talte til de fremmødte partifæller.

- Torsdag den 24. februar beordrede Vladimir Putin de russiske tropper ind i Ukraine. Og vores virkelighed kommer ikke til at blive den samme igen.

Danmark skal leve op til internationale forpligtelser

Fra talerstolen stod det klart, at kursen for SF's sikkerhedspolitik var sat.

Det danske EU-forsvarsforbehold skal afskaffes, Danmark skal gøres uafhængige af gas og olie fra Rusland og Mellemøsten ved at investere i blandt andet sol- og vindenergi, og så skal Danmark leve op til sine forpligtigelser over for Nato.

- For mig at se kan Danmark heller ikke længere være med på en fribillet, lød det fra Pia Olsen Dyhr i sin tale.

- For Danmark skal investere to procent af BNP på forsvar og sikkerhed, slår formanden fast.

Hvornår er det blevet SF politik at investere så massivt i forsvaret?

- SF har været med i de to seneste forsvarsforlig - godt nok trådte vi ud, da man besluttede nogle kampfly, som vi syntes, var en dårlig idé. Så det er ikke nyt, at vi vil investere i forsvaret. Men det, der er nyt, er, at vi accepterer de to procent, men det synes jeg, er billetten til Nato lige nu, siger Pia Olsen Dyhr.

Advarer om Kina

Ruslands invasion af Ukraine var i fokus langt hen ad vejen i SF-formandens tale. Men der kom også en advarsel fra partilederen om fremtidige internationale konflikter.

- Svaghed i Vesten kan meget vel blive startskuddet på kinesiske angreb på Taiwan, sagde Pia Olsen Dyhr.

Hun understregede derfor, at det er vigtigt, at mindre lande som Danmark har stærke internationale samarbejder.

- Det er den internationale retsorden, der bedst beskytter små lande.

Opbakning fra baglandet

Da SF for første gang var på stemmesedlen til folketingsvalget i 1960, stod der på partiets stifter Aksel Larsens valgplakat 'Afrust vor land'.

Men efter at den nuværende SF-formand stod side om side med statsminister Mette Frederiksen (S), da et bredt politisk flertal for to uger siden blev enig om en kraftig oprustning af dansk forsvar med ekstra 18 milliarder kroner om året, vidner det om, at SF anno 2022 har et meget anderledes syn på forsvarspolitik end i 1960.

Pia Olsen Dyhr, er investeringer i forsvaret noget, der er opbakning til i SF's bagland?

- Jeg tænker, at de klapsalver, jeg fik i landsmødesalen, da jeg blandt andet snakkede om noget af det, vi skulle investere i militært, giver mig en fornemmelse af, at landsmødet også bakker mig op. Og jeg har oplevet det i baglandet, i vores landsledelse, i folketingsgruppen. Så jo, det tror jeg bestemt.

På jeres hjemmeside står der, at hvis man skal investere i forsvaret, så skal det primært være for at støtte civile indsatser. Det kan man vel ikke ligefrem kalde det her?

- Nej, og man må også sige, at tiden har forandret sig fra, at vi var i et fredeligt Europa, hvor vi i virkeligheden kunne se ind i, at det vi skulle investere i var en grøn omstilling og andet. Så har vi jo med Ruslands invasion af Ukraine oplevet en aggression, vi tidligere ikke har set fra Rusland.

'Vi kan jo ikke give soldater blomster med i geværet'

Selv om SF-formanden siger, at hun oplever opbakning fra baglandet til oprustningen af det danske forsvar, så italesatte hun dog også splittelser i partiet fra talerstolen.

- Vi er et parti med plads til uenighed. Der skal være plads til, at andre mener noget andet end én selv, sagde Pia Olsen Dyhr.

Men hun står fast på, at styrkelsen af forsvaret også kommer til at omhandle våben.

- Det er også krudt og kugler – det bliver jeg nødt til at sige. Vi kan jo ikke give soldater blomster med i geværet, sagde Pia Olsen Dyhr afsluttende til landsmødet til alle de delegerede.