Pind gør nyt forsøg på at bekæmpe kriminelles mobiltricks

Justitsministeren er klar med ny og billigere model for overvågning som led i indsats mod rockere og bander.

Justitsminister Søren Pinds (V) nye forslag er mindre omfattende, end det han tidligere har forsøgt at få indført, og derfor også billigere. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Justitsminister Søren Pind (V) gør et nyt forsøg på at give politiet bedre muligheder for at efterforske kriminelle. Det sker i form af et forslag om overvågning af borgernes tele- og internettrafik.

Det skriver Berlingske.

I foråret måtte Søren Pind efter voldsomme protester trække sit forslag om den form for overvågning tilbage.

Ifølge det nye forslag skal alle teleselskaber og internetudbydere forpligtes til at registrere og opbevare oplysninger om brug af mobiler, tablets og computere.

Informationerne fra den såkaldte logning skal politiet kunne bruge i efterforskning af strafbare forhold.

- Vi kan se en forandring i måden, de kriminelle kommunikerer på. Det sker i højere og højere grad via nettet på mobil. Det fratager i høj grad politiet et vigtigt efterforskningsværktøj, og med dette initiativ får vi stærke efterforskningsværktøjer for politiet, siger justitsministeren til Berlingske.

Det er anden gang, at Søren Pind fremsætter et forslag om den slags overvågning.

I foråret måtte han droppe et udspil. Blandt andet fordi beregninger viste, at forslaget ville koste en milliard kroner at gennemføre.

Den nye model er mindre omfattende og dermed billigere.

Ved at udelade et krav om at lagre alle oplysninger om, hvem der har været i kontakt med hvem, spares der alene 800 millioner kroner.

Tilbage står et krav til internetselskaber om at registrere og gemme oplysninger om, hvor en person har befundet sig under et opkald.

/ritzau/