Pind klar med lovforslag: Nu får kriminelle rygeforbud i fængslerne

Et nyt lovforslag vil sætte en stopper for rygning i landets fængsler.

Snart kommer de indsatte i landets fængsler til at kigge langt efter cigaretterne, når de er er i deres celler. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Snart kan de indsatte kriminelle i landets fængsler og arresthuse se frem til at skodde smøgerne, når de opholder sig indendørs.

Justitsminister Søren Pind (V) har i dag fremlagt et lovforslag, der skal sætte en effektiv stopper for røgen inde bag murene, medmindre det sker udendørs.

- Overalt i det offentlige er der indført rygeforbud, og jeg ser ingen grund til, at det samme ikke også bør gælde i fængsler og arresthuse, udtaler han i en pressemeddelelse og uddyber baggrunden:

- De ansatte har krav på at kunne bevæge sig rundt i røgfri miljøer, mens de er på arbejde.

Som reglerne er i dag, kan de indsatte stort set frit pulse løs, når bare døren ind til cellen er lukket. Men de regler bliver ændret, når lovforslaget efter planen bliver fremsat i Folketinget til oktober, hvor Socialdemokraterne, Konservative og Dansk Folkeparti har tilkendegivet, de vil stemme for. Dermed tegner der sig et klart flertal til forslaget, der først blev fremsat af Socialdemokraterne.

Kan koste en tur i strafcellen

Ifølge lovforslaget, så vil det koste en disciplinær straf i form af en advarsel, bøde eller en tur i en strafcelle, hvis de indsatte bryder det indendørs rygeforbud.

De indsatte vil fortsat have mulighed for at ryge udendørs, ligesom Kriminalforsorgen ifølge lovforslaget vil undersøge behovet for rygestopkurser og nikotinplastre til de indsatte.

Når loven træder i kraft, forventer Justitsministeriet, at loven kan ”medføre frustrationer hos de indsatte, hvilket potentielt kan medvirke til at øge konfliktniveauet”.

En undersøgelse fra Fængselsforbundet viser i øvrigt, at 7 ud af 10 fængselsbetjente plages af passiv rygning på arbejdet.

Facebook
Twitter