Pizzaposen er forbudt, bagerposen får lov at overleve: Her er din guide til det nye poseforbud

Næste år kommer alle poser med hank til at koste minimum fire kroner.

Den fine pose i pap med stofsnore og et logo, som skjuler indkøbet fra for eksempel en undertøjsforretning, kommer til at koste minimum fire kroner fra næste år.

Alle Folketingets partier bortset fra Nye Borgerlige og Liberal Alliance har nemlig gjort det forbudt for forretninger at lange bæreposerne over disken uden at kræve betaling.

De tynde plastikposer, som man finder i supermarkeders frugt- og grøntafdelinger, og papirsposen til bland-selv-slik gælder forbuddet dog ikke for.

Bruger 80 poser i snit om året

Ifølge miljøminister Lea Wermelin (S), der har været bannerfører for forslaget, skal det få os alle sammen til at genbruge vores poser i stedet for bare at smide dem ud.

I Danmark bruger vi i gennemsnit omkring 80 poser om året.

Loven kommer i kølvandet på et EU-direktiv, der forbyder de helt lette plastikposer med hank og efter en tredobling af emballageafgiften - herunder også plastikposer, som var en del af finanslovsaftalen mellem S, R, SF, EL og ALT.

Helt forbudt: Pizzaposer og dem fra fiskemanden

(Foto: Illustration: Morten Fogde Christensen)

Engangsplastikposer - de lette, tynde af slagsen, som kaldes knitreposer, bliver helt forbudt for forretninger at udlevere til deres kunder. Det er den slags, du normalt får med en kebab eller en pizza i, eller som fiskemanden og grønthandleren på torvet har.

Er der hank i, er plastikposen fuldkommen forbudt, hvis de er tyndere end 30 mikrometer. Er de tyndere end 15 mikrometer og uden hank (som dem i grøntafdelingen) er de undtaget.

Dette forbud er desuden vedtaget i EU for at gøre op med de lette plastikposer, som blæser til havs.

Bliver dyrere: Indkøbsposerne

(Foto: Illustration: Morten Fogde Christensen)

Du skal have penge op af lommen, hvis du vil have en solid pose til dine indkøb. Det er uanset, om det er den store eller lille slags i Netto af henholdsvis tykkere og tyndere plastik, eller om det er den stilige bærepose i papir fra en tøjforretning.

Alle plastikposer, der er tykkere end de 30 mikrometer, med og uden hank, skal minimum koste fire kroner - en pris, det er op til miljøministeren at fastsætte.

Hvis poserne er lavet af et andet materiale end plastik og har en hank, skal de også koste fire kroner som minimum. Der er lige meget, hvor store eller små poserne er, og om de er udviklet med henblik på, at materialet kan genanvendes direkte igen og igen og måske endda forgå i naturen, eller om det er lavet af flere forskellige materialer, der ikke kan skilles ad og genbruges igen.

Alt er ved det gamle: bagerposen og den til frugten

(Foto: Illustration: Morten Fogde Christensen)

Dit brød kan du stadig bære hjem i en papirspose, og alle småtingene fra Søstrene Grene kan du også pakke i sådan en af slagsen. Så længe de ikke har en hank, er poser lavet af et andet materiale end plastik nemlig ikke omfattet af forbuddet. Dér, hvor du kan hælde bland-selv-slik i en papirspose, er du altså på den sikre side.

De 12 stykker frugt for en 20'er, eller hvad du ellers snupper i frugt- og grøntafdelingen, skal du heller ikke bekymre dig om. De helt tynde plastikposer uden hank er nemlig undtaget for at sørge for ordentlig hygiejne omkring fødevarer.

Lynlåsposer og poser på rulle - affaldsposer, fryseposer, hundeposer og lignende bliver heller ikke forbudt eller dyrere. Med mindre de altså udleveres enkeltvis som bæreposer.

Det står der i den nye lov:

  • § 51 a. Bæreposer med hank af andet materiale end plastik må ikke udleveres gratis på salgssteder for varer eller produkter, jf. dog stk. 5.

  • Stk. 2. Bæreposer af plastik med og uden hank med en vægtykkelse over 30 mikrometer må ikke udleveres gratis på salgssteder for varer eller produkter, jf. dog stk. 5.

  • Stk. 3. Bæreposer af plastik med og uden hank med en vægtykkelse under 30 mikrometer må ikke udleveres gratis eller mod betaling på salgssteder for varer eller produkter, jf. dog stk. 4.

  • Stk. 4. Bæreposer af plastik uden hank med en vægtykkelse under 15 mikrometer er ikke omfattet af forbuddet i stk. 3.

  • Stk. 5. Salgssteder, der udelukkende sælger varer fritaget for afgift, jf. momsloven, er ikke omfattet af forbuddene i stk. 1 og 2.

  • § 51 b. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om bæreposer, herunder regler om minimumspriser, materialer og mærkning.

  • Kilde: retsinformation.dk