Troels Lund Poulsen er blevet beskrevet som en kynisk magtspiller, der trækker i trådene i magtens kulisser.
Men lørdag trådte han endegyldigt ud af skyggerne og frem i spotlyset, da han på scenen på Venstres landsmøde i Herning blev valgt som formand for Venstre.
Den første tale han holdt som Venstres formand kredsede ikke om magt, men om familie.
- Jeg vil sige tak til Anne og Andrea. Fordi far må få lov til at være i politik. Jeg ved også, at far kommer til at være lidt meget væk, lød det fra Troels Lund Poulsen fra talerstolen.
Troels Lund gav også sin 5-årige datter et løfte fra talerstolen:
- Far skal nok gøre, hvad han kan, for at det bliver et bedre samfund, som du skal leve i sammen med dine venner og veninder, siger han.
Og vælgerne kan forvente at se mere til de bløde sider af den nye Venstre-formand, lover han på et pressemøde efter talen.
- Jeg ved ikke, om jeg ikke har været blød hele mit politiske liv. Det tror jeg nok, jeg har været. Men jeg har måske ikke været så god til at fortælle hele Danmark, hvad mit liv bestod af, siger han.
Og han ved godt, at han indtil nu er blevet betragtet som en magtspiller.
- Mange har jo stillet spørgsmålet: 'Er der noget, der driver Troels Lund Poulsen andet end magt?'
- Det skal I ikke sidde at grine af. Det er det, der bliver sagt, sagde han henvendt til de fremmødte journalister, der rigtigt nok trak på smilebåndet.
- Svaret er ja, der er noget andet, der driver mig, siger Troels Lund Poulsen.
'Jeg har hørt, han har en datter'
De Venstre-medlemmer, der er mødt op i Herning kongrescenter denne weekend, har også lagt mærke til, at Troels Lund Poulsen giver mere af sig selv.
- Han er sjov og vittig – det er en side af ham, vi ikke har set så meget før. Måske fordi han har været den hårde forhandler, og nu skal han være den bredt favnende formand, siger Jonas Pullich, medlem af VU og kandidat til EU-Parlamentet.
Har du lært en ny personlig side af Troels Lund at kende i dag?
- Jeg har hørt, at han har en datter. Det hørte vi et par gange i hans tale, siger Jonas Pullich og griner.
Artiklen fortsætter efter videoen
Også Gunnar Lisby Kjær, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Lemvig Kommune, noterer sig, at han nu har lært 'at Troels har en datter, der hedder Andrea'.
Men det er kun godt, man lærer mere om den nye formand, mener han.
- Det er en ny rolle, Troels har fået sig. Han skal lige finde sig til rette. Jeg har noteret mig, at han har fået nye briller. Det er da en start, siger Gunnar Lisby Kjær.
Men bare fordi Troels Lund Poulsen nu viser en mere blød side af sig selv, må man ikke tage fejl af, at han stadig er en magtspiller. Og det er der brug for, mener Stig H. Johansen, lokalformand for Venstre i Solrød.
- Jakob Ellemann-Jensen var simpelthen for pæn en mand. Han havde ikke spidse albuer. Så vi glæder os til, at Troels er en lidt mere hård banan, siger han.
Tidligere formand for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen sagde i sin afskedstale i dag, at Venstre skal videre, mens han skal hjem.
Og Troels Lund Poulsen understregede fra talerstolen, at han er klar til at bringe Venstre videre.
- Venstre står i en skæbnestund. Det er nu, vi skal rykke sammen. Det er nu, vi skal træde i pedalerne. Og jeg kan love jer én ting: at mit hjerte banker for Venstre og for Danmark, sagde Troels Lund Poulsen.