Udrejsecenter Ellebæk er ikke et rart sted at være.
Det medgiver formanden for Folketingets udlændinge- og integrationsudvalg, Chistian Rabjerg Madsen (S). Men det skal det heller ikke være, siger han.
- Det er et sted, der bliver drevet på fængelslignende vilkår, og det bør det også være, for det skal motivere folk, der ikke samarbejder med myndighederne, til at rejse hjem.
I dag har Chistian Rabjerg Madsen og en række af udvalgets medlemmer med egne øjne inspiceret centeret, som blev kaldt direkte "uegnet for mennesker" af Europarådets Torturkomité i forrige uge.
Torturkomitéens rapport vakte opsigt ved at beskrive, hvordan nøgne mennesker bliver efterladt i observationsceller på Ellebæk, hvordan beboerne kun kan få frisk luft i en halv time om dagen, bliver behandlet som kriminelle fanger og lever i fysiske rammer i så voldsomt forfald, at man ikke kan byde mennesker det.
Men den beskrivelse stemmer ikke overens med det center, politikerne så i dag.
- Jeg kan ikke genkende det billede, der er tegnet i rapporten, siger Christian Rabjerg Madsen.
- Men det er et center for udvisningsdømte og mennesker, som ikke vil samarbejde med myndighederne om deres udsendelse, så det skal jo ikke være et rart sted at være.
DF: Regeringen må sige fra
Udvalgets næstformand, Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti, er enig og mener, at rapporten fra Europarådets Torturkomité er fuldkommen uretfærdig.
- Der er ikke noget at komme efter. Overhovedet, siger hun.
For selvom det ikke er luksusforhold, har det, der skæmmede mest på politikernes rundvisning, heller ikke noget med personalet at gøre, men handler om beboernes egen opførsel, påpeger hun.
- At man hiver ledningerne ud af væggen for at tænde cigaretter, fordi man selvfølgelig ikke må bruge tændstikker, man laver grafitti på væggene. Der er simpelthen så møgbeskidt, og nogle besørger på gulvet. Men det er jo de indsatte, der gør det. Hvis de vil have tålelige forhold, så kan de bare lade være med det, siger Pia Kjærsgaard.
Hun vil have regeringen til at tage affære og korrekse EU.
- Det duer ikke, at regeringen går og putter sig. Regeringen er nødt til at sige, at vi ikke finder os i, at Europarådet kommer med sådan en lammende kritik mod Danmark.
- De burde sige, at de skal trække den tilbage, når den er så uretfærdig og forkert, siger Pia Kjærsgaard.
'Jeg har det decideret dårligt'
I Alternativet er retsordfører Sikandar Siddique af en helt anden opfattelse efter turen rundt på Ellebæk.
- Man kan kun støtte op om Ellebæk, hvis man støtter op om tortur, siger han.
Også han har hæftet sig ved hullerne i væggene og overtegnede vægge.
- Jeg er fuldstændig rystet over, at vi har sådan nogle forhold for afviste asylansøgere, siger han og fortæller, at han har det helt dårligt over, at de indsatte bliver behandlet som fanger i fængsler.
Det er folk, man gerne vil have til at rejse hjem...
- Ja, men der er nogle basale menneskerettigheder, vi skal overholde i et retssamfund. Det her er ikke en bananrepublik.
Også medlemmer fra Venstre og De Konservative var med på rundvisningen. Hverken De Radikale, SF eller Enhedslisten deltog, men partierne har tidligere kritiseret regeringens holdning til de afviste asylansøgere.
DR Nyheder havde ikke lov at filme inde i centret, og da det er forbudt for de indsatte at have en mobiltelefon, har besøgende - herunder politikere - ikke lov at medbringe telefoner i centret.