Politikere deltog i demonstration mod aftale, de selv har indgået

- Det er lidt sjovt, at de står der, lyder det fra De Radikale, der står uden for aftalen.

I den røde jakke ses SF's uddannelsesordfører Astrid Carøe til demonstrationen mod en aftale, som både Enhedslisten og SF har indgået. Både hun og Victoria Velasquez var inviteret til demonstrationen. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

Der var varme følelser fra både SF og Enhedslisten, da regeringens storstilede plan om at rykke uddannelser fra de store byer ud i landet blev præsenteret.

I hvert fald var begge partier en del af aftalen, der både har fået kritik fra universiteter, politikere og en række fagfolk, da den i højere grad har ført til bebudede lukninger af uddannelser og studiepladser end til udflytninger.

Nu starter den konkrete udmøntning af aftalen så, og aftaleparterne blev her til formiddag forelagt universiteternes bud på, hvordan man når frem til de op mod ti procent af optaget, der skal udflyttes eller skæres.

Og det ser ud til, at de varme følelser er forsvundet som dug for solen.

Både Enhedslistens uddannelsesordfører, Victoria Velasquez, og SF's uddannelsesordfører, Astrid Carøe, var i hvert fald til stede ved en demonstration mod udflytningsplanen i går foran deres egen arbejdsplads - Christiansborg.

'Jeg var flere steder enig i kritikken'

Selvom Enhedslisten altså står på den rammeaftale, der kan føre til udddannelseslukningerne, så mener Victoria Velasquez ikke, at der er noget mærkeligt i, at hun var at finde sammen med demonstranterne.

- Jeg havde egentlig håbet, at alle aftalepartierne ville møde op. Men vi har hele tiden sagt, at det skulle handle om udflytning og ikke nedskalering, så jeg kan ikke rigtigt se, at der er noget nyt i vores position, siger hun.

Victoria Velasquez delte også optagelser fra demonstrationen på sin Instagram.

Var det en demonstration, du støttede?

- Der var flere steder, hvor jeg var enig i kritikken, og så synes jeg, at der var nogle steder, hvor man havde trukket tingene lidt hårdt op, siger Victoria Velasquez, der også henviser til, at nedskæringerne og udflytningerne i rammeaftalen skal ligge på "fem til ti procent". Noget, der nu skal diskuteres mellem aftalepartierne.

Politik er vel kompromiser. Kan du ikke se, at det ser sjovt ud, at I står og demonstrerer mod de kompromiser, som I selv har sagt god for?

- Der er jo kun en rammeaftale, og det skal vi så i gang med at forhandle helt på plads næste uge.

Men når I er aftaleparti, ville det så ikke være mest nyttigt at kæmpe den kamp her ved forhandlingsbordet?

- Vi kæmper gerne både inden og uden for forhandlingslokalet.

SF-ordfører: Jeg var der for at lytte

SF's uddannelsesordfører, Astrid Carøe, ser absolut ikke noget problem i, at man kunne finde hende på Slotspladsen i går.

- Dem, der holdt demonstrationen, havde spurgt, om jeg ikke ville komme og have en dialog med dem, og det ville jeg jo gerne. Der var mange ting, der var skåret meget skarpt, og som jeg ikke var enig i. Men jeg er da for eksempel enig i, at det her ikke skal gå ud over de små fag og diversiteten på uddannelsen.

Astrid Carøe har selv deltaget i flere demonstrationer. Hun erindrer det som det fedeste, når politikere deltog i dem. Hun lægger samtidig vægt på, at både hun og Victoria Velasquez var inviteret. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Du ser intet mærkeligt i, at du står og demonstrerer mod en rammeaftale, du selv har været med til at vedtage?

- Jeg demonstrerer ikke, jeg møder op til en demonstration, som jeg er blevet inviteret til. Og jeg synes faktisk, at det er ret respektfuldt, at vi kommer nogle politikere, der står bag denne her beslutning og hører, hvad de unge har at sige, siger Astrid Carøe.

Men du stod også og sang med, så vidt jeg kan se?

- Ja, jeg kan rigtig godt lide "Noget om helte". Det er faktisk min yndlingssang. Jeg var der et kvarter, og derefter gik jeg. Jeg synes, at det er god pli, at man er med, når man er med.

Radikale: 'De har selvfølgelig et ansvar'

Til stede ved demonstrationen var også De Radikales uddannelsesordfører Katrine Robsøe. Hendes parti har som det eneste af støttepartierne valgt ikke at være med i aftalen.

- Jeg synes, at det er lidt sjovt, at de står der, men jeg håber, at det betyder, at de er blevet klogere.

Der følger dog et ansvar med, når man lægger stemmer til en aftale - også selvom det fortsat kun er en rammeaftale.

- De har selvfølgelig et enormt ansvar for, at det lige nu ser ud til, at de her studiepladser skal lukke, siger Katrine Robsøe.

Radikale Venstres Katrine Robsøe taler til Studenteroprøret '22 på Christiansborg Slotsplads.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

Vil man trække sig fra aftalen?

Tidligere på dagen spurgte DR Nyheder både Astrid Carøe og Victoria Velasquez om de ønskede at trække sig fra aftalen. Fra SF's Astrid Carøe lød svaret:

- Det synes jeg ikke, at vi kan snakke om endnu. Nu må vi se, hvad vi ender med.

Men hvis de uddannelsesnedlukninger, som universiteterne har spillet ind med, bliver virkelighed, trækker I jer så fra aftalen?

- Så er det ikke den aftale, vi har lavet. Så lander det jo på ti procent, og vi har aftalt fem-ti procent, siger Astrid Carøe.

Fra Victoria Velasquez lød det:

- Vi har ikke givet op endnu, men hvis det ikke bliver ændret, så står vi jo med en helt anden aftale, end den vi indgik i sommer.

Et af de universiteter, der står til både at skulle nedlægge studiepladser og udflytte pladser, er Københavns Universitet.

Her mener vicedirektør Jasper Steen Winkel, at både SF og Enhedslisten er lidt sent ude med deres erkendelse af aftalens konsekvenser.

- Jeg vil sige så meget, at det har ikke skortet på advarsler fra samtlige af landets universiteter, da planerne blev lagt frem.

FacebookTwitter