Politikere er begyndt at gå i stemme-træningslejr

De bruger spindoktorer, taleskrivere og stylister. Nu er flere politikere også begyndt at gå til stemmetræner.

Intet er åbenbart overladt til tilfældigheder i Folketinget. Nøjagtig som Olsen Banden har timet og tilrettelagt alt – næsten – forud for et kup, så har politikerne det samme før et folketingsvalg.

Taleskrivere, spindoktorer og stylister. Og nu kan man tilføje endnu en rådgiver: Stemmetrænere.

En af dem, der gør brug af en stemmetræner, er indenrigs- og økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille fra Liberal Alliance. I dagens udgave af P1s politiske magasin Slotsholmen fortæller han, hvorfor han forud for sidste folketingsvalg trænede stemmen, mens han lå på gulvet på sit kontor i Folketinget.

Og det er der god grund til, fortæller stemmetræner Lars Klingert i Slotsholmen. For hvem kan ikke svømme hen til stemmer fra folk som Thomas Vinding og Jørgen Leth? Indholdet er det vigtigste, men med en god stemme er det ekstra kolorit.

Klingert træner topfolk i erhvervslivet og politikere. Han har er selv kendt som 'Stemmen' og i Slotsholmen giver han Simon Emil Ammitzbøll-Bille træning i at brænde igennem med en bedre stemme.

For som Lars Klingert siger:

- Selv om man skal formidle rendyrket viden, er stemmen stadig noget, som taler til følelsen. Hvis en matematikprofessor har en god stemme, så går budskabet dybere ind. Politik er ikke matematik, men budskabet skal sive ind.

Se hvordan man gør i videoen øverst i artiklen.

I kan lytte til denne uges afsnit af 'Slotsholmen' her.