Det er ikke let at forene Enhedslisten og Dansk Folkeparti om politiske tiltag.
Men de seneste dages problemer med hensynsløs affyring af fyrværkeri på Nørrebro i København har alligevel fået det til at ske.
Begge partier er nemlig klar til at stramme reglerne for affyring af fyrværkeri, så det kun må fyres af nytårsaften - og ikke fra 27. december til 1. januar som i dag.
Flere steder på Nørrebro blev der i går aftes skudt med fyrværkeri mod busser, taxaer og tilfældigt forbipasserende. Og nu mener Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, altså, at der skal strammere regler til.
- Vi foreslår, at man begrænser perioden, hvor man kan købe fyrværkeri, og hvor man kan fyre det af. Man kunne jo overveje, om der kun måtte fyres fyrværkeri af nytårsaften og ved særlige lejligheder.
Men hvad ville det hjælpe? Det var jo sådan set også ulovligt at fyre fyrværkeri af i går.
- Der er nødt til at være kontrol med det fyrværkeri, der bliver solgt og det, der bliver fyret af. Men det er lettere at kontrollere, hvis man korter perioden ned, siger hun.
Politiet skal 'gribe hårdt fat'
Og der skal gøres noget hurtigt, mener Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.
- Fyrværkeri er for mig at se noget, man kan fyre af nytårsaften og ikke på andre tidspunkter, så jeg synes klart, man skal sætte en stopper for, at man over flere dage kan fyre fyrværkeri af, siger han.
Derudover mener han, at politiet de kommende dage er nødt til at "gribe hårdt fat" overfor personer i området, der udsætter andre for fare med fyrværkeri.
Hos det største parti i blå blok møder forslaget dog ikke begejstring. Venstres retsordfører, Inger Støjberg, ser ingen grund til at begrænse brugen af fyrværkeri.
- Problemet er, at det jo er mennesker, der er fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde, så de retter sig ikke efter lovgivning. Så selv om man først må sælge fyrværkeri endnu senere end nu, så skal de nok få fat i det alligevel. De respekterer ingen regler, siger hun.
Vil ikke fjerne glæden ved fyrværkeri
Hun mener, at det eneste, der kan dæmme op for urolighederne, er en massiv politiindsats i området.
Hvad vil du da gøre ved problemet?
- Jeg vil bakke politiet alt det op, jeg overhovedet kan. Jeg ser ikke andre muligheder lige i øjeblikket. Jeg har godt hørt forslag om at forbyde fyrværkeri, men helt ærligt, langt de fleste mennesker kan jo godt opføre sig ordentligt.
- Jeg vil simpelthen ikke fratage helt almindelige familier glæden ved at fyre en raket eller et batteri af nytårsaften, bare fordi nogle idioter på Nørrebro ikke kan opføre sig ordentligt, siger Inger Støjberg.
I videoen herunder kan du høre Anita Strandsbjerg, der bor på Nørrebro, fortælle om sine oplevelser:
Advarsel fra politiet
Københavns Politi har i dag været ude med en advarsel til de personer, der står bag de ubehagelige episoder med fyrværkeri.
Unge og deres forældre risikerer i værste fald at blive smidt ud af deres lejligheder, hvis et familiemedlem tages i at affyre fyrværkeri direkte mod andre personer.
Indgrebet mod familierne kan ske igennem lejeloven. Hvis en person er idømt ubetinget fængsel for en handling begået inden for en radius af en kilometer fra lejligheden, kan boligselskabet beslutte at sætte familien ud, skriver Ritzau.
En stribe unge blev i nat anholdt, men ingen er efterfølgende blevet sigtet. Politiet lover, at der de kommende dage vil være flere politifolk at finde på Nørrebro.
Både Radikale Venstre og regeringspartiet Socialdemokratiet melder sig klar til at se på reglerne for fyrværkeri, men er skeptiske i forhold til effekten af at begrænse affyringen til nytårsaften.
- Vi har strammet reglerne for at fyre af. Heldigvis er antallet af skader faldende, men det her er farligt, og derfor er det oplagt at se på, om det er tilstrækkeligt. Men den her gruppe er ligeglad med regler, så det er op til politiet at få fat på dem, siger Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus.
Han opfordrer Københavns Kommune til at se på muligheden for at indføre såkaldte zoneforbud, hvor man kan forbyde affyring af fyrværkeri i bestemte områder.
Hos Alternativet er man derimod klar til at gå hele vejen - partiet foreslår et totalforbud mod salg af fyrværkeri til private.
DR Nyheder har forsøgt at få et interview med Justitsminister Nick Hækkerup om episoderne på Nørrebro og hans holdning til lovgivningen. Men Justitsministeriet oplyser, at det ikke er muligt at få et interview med ministeren på grund af juleferien.