Politikere i Twitter-klinch efter tørklædedebat på DR2

Venstrefløjen i dansk politik brugte Twitter til at lufte sin forargelse over Pia Kjærsgaards tørklæde-kommentar.

Værdiordfører for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, besøgte Martin Krasnik i Deadline for at forklare forskellen på det muslimske tørklæde og den jødiske kalot i Deadline. (© DR)

Så er den politiske sæson skudt i gang – i hvert fald, hvis man skal dømme ud fra debatten på de sociale medier.

Mandag aften var Dansk Folkepartis værdiordfører Pia Kjærsgaard gæst i Deadline på DR2, hvor Martin Krasnik interviewede hende om hendes holdninger til to religiøse beklædningsgenstande – den jødiske kalot og det muslimske tørklæde.

Og selvom det stadig er uden for Folketingets åbningstid, førte det en del politiske reaktioner med sig på det sociale medie, Twitter.

Ingen tørklæder i folkeskolen

Mandagens interview var sat i stand, efter der i weekenden i København blev gennemført et optog for jøders ret til at bære kalot offentligt uden at blive chikaneret, og fordi Pia Kjærsgaard efterfølgende har udtalt, at det er ”sørgeligt for Europa og Danmark”, hvis jøder ikke kan bære Kalot i det offentlige rum.

Om det muslimske tørklæde har hun derimod udtalt, at "kvinderne med tørklædet kunne jo også afveje situationen og tænke, at hvis de bliver ved med at møde de reaktioner på gaden, så kunne de bare tage tørklædet af."

Foruden at uddybe sin holdning hos Martin Krasnik, nævnte Dansk Folkepartis værdiordfører også, at hun føler sig provokeret af kvinder, der går med tørklæde, og at hun ikke mener, at piger i de danske folkeskoler bør bære tørklæde.

Spørgetime på Twitter

Den udtalelse fik flere folketingspolitikere til at ty til det sociale medie Twitter, hvor flere kommenterede aftenens debat, mens den løb over skærmen.

- Hørte jeg rigtigt? Ønsker DF at forbyde tørklæder i folkeskolen? Lød det blandt andet fra Manu Sareen (R), Minister for børn, integration, ligestilling for sociale forhold.

Og i et andet tweet spurgte SF's Özlem Cekic, om det betød, at Pia Kjærsgaard også vil indføre uniform i den danske folkeskole.

Flere opfordringer til at bære tørklæde

Foruden at stille spørgsmålstegn ved Pia Kjærsgaards udtalelse, tweetede Özlem Cekic og andre også billeder af sig selv iført diverse former for hovedbeklædning.

Både Özlem Cekic og Socialdemokraternes Benny Engelbrecht brugte desuden Twitter til at spørge, hvordan de borgerlige partier forholder til Pia Kjærsgaards holdning.

Og i den mere komiske ende - vil nogle mene - spurgte SF's enfant terrible, Karsten Hønge, om Pia Kjærsgaard "dog ikke kunne snuppe et stykke med rullepølse."

Den form for humor faldt dog ikke i god jord hos Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll, og Karsten Hønge slettede senere sit tweet og ønskede Pia Kjærsgaard et lang og sundt liv.

Både hos Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti har der dog efter debatten været stille på de sociale medier.

Men alt tyder på, at der bliver rigeligt at debattere, når Folketinget åbner igen den 1. oktober.

Se de mange reaktioner på Pia Kjærsgaards besøg hos Martin Kransnik herunder:

Facebook
Twitter