Politikere om elbiler: Teslaens fede tider er forbi

Om fem år skal elbiler have samme skattemæssige vilkår som alle andre biler i Danmark.

Det er om fem år helt slut med særlig afgiftsfritagelse for elbiler. (Foto: Jan Hennop © Scanpix)

Markedet for elbiler står over for ”et mindre gennembrud” i Danmark, og derfor kan det lade sig gøre at udfase afgiftsfritagelsen for elbiler uden at slå markedet for de miljørigtige biler ihjel.

Sådan lyder det fra skatteminister Karsten Lauritzen (V), efter at regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Radikale i dag har landet en aftale om elbiler.

- Vi har fundet en løsning, hvor elbilmarkedet ikke bliver slået ihjel, siger Karsten Lauritzen.

Elbiler stod forud for dagens aftale til fra 1. januar at blive fuldt omfattet af de registreringsafgifter, som ejere af de mere almindelige benzin- og dieselbiler betaler.

Meget, meget nænsom indfasning

Med aftalen vil elbilerne først blive fuldt omfattet af de almindelige registreringsafgifter i 2020. Det betyder, at man vil indfase en gradvis overgang til afgifter af el-bilerne over fem år, således at afgiften indfases med 20, 40, 65, 90 og til sidst 100 procent i 2020.

- Det er en meget, meget nænsom indfasning, der gør, at en lille bil bliver små 500 kroner dyrere og en lidt større bil bliver 700-800 kroner dyrere i 2016, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Du siger, at I ikke slår elbilmarkedet ihjel, men er det ikke en form for langsom kvælning, når elbilerne om fem år har samme registreringsafgift som almindelige biler?

- Der har vist været en forventning i markedet om, at den afgiftsfritagelse ikke kunne fortsætte. Det ville blive meget, meget dyrt for statskassen eller de andre bilejere. Vi har fundet en løsning, der gør, at markedet kan fortsætter og forhåbentlig blomstre og udvikle sig.

- Denne aftale gør, at en del af de mindre elbiler ikke bliver ret meget dyrere og nogle af de store luksus-elbiler - Teslaen i særdeleshed, som er en meget, meget dyr bil - må opleve at blive relativt hårdt ramt, siger Karsten Lauritzen.

S: Teslaens fede tider er ovre

Socialdemokraterne har i forhandlinger lagt vægt på, at det ikke bliver meget dyrere for folk, der vil købe en almindelig familiebil, samt at små elbiler i de kommende år fortsat har en pris, der minder om prisen i dag, siger finansordfører Jesper Petersen.

- Den mindste model har simpelthen den samme pris de næste to år, og luksusbilerne – hvor vi for de dyreste af dem har givet et skattemæssigt tilskud på over en million kroner per bil, der er solgt - der er de fede tider ovre, siger Jesper Petersen.

Enhedslisten, Alternativet og SF forlod forhandlingerne kort inden, der blev indgået en aftale, fordi partierne ikke mener, at den nye aftale er ”ambitiøs nok”.

- Der er stadig behov for at holde hånden under el-bilmarkedet i længere tid, siger Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, til Ritzau.

På Twitter er finansordfører Jonas Dahl fra SF heller ikke tilfreds med den endelige aftale.

https://twitter.com/jonasdahl/status/652468616449949700