Nu må det være nok.
Omtrent sådan lyder det samstemmende fra en række politikere på Christiansborg, efter det er kommet frem, at Nordea har været involveret i mistænkelige overførsler for milliarder.
- Det er dybt forargeligt, at det her kan finde sted i et stort pengeinstitut i hjertet af København, siger erhvervsordfører for Venstre Torsten Schack.
Også SF's finansordfører, Lisbeth Bech Poulsen, er fortørnet.
- Man tænker jo nærmest, om det nogensinde stopper. Det er den ene skandalesag efter den anden, og den her er foregået på dansk jord, siger hun.
Skærpede straffe
Sagen kommer på bagkant af Danske Bank-sagen og rammer midt ned i forhandlingerne om en styrkelse af tilsynet med finanssektoren.
I morgen mødes den finansielle forligskreds - der består af samtlige partier fra Folketinget bortset fra Enhedslisten – til endnu et møde. Og målet er at stramme yderligere op, siger Torsten Schack fra Venstre.
- Vi sidder lige nu og forhandler om at styrke finanstilsynet, for det her er uacceptabelt og kræver, at vi som samfund handler, siger han.
Regeringens udspil til forhandlingerne vil blandt andet give Finanstilsynet flere ressourcer og bedre værktøjer til at gribe ind. Og så skal straffene til de involverede skærpes.
Socialdemokratiet vil også have skærpet straffene for ledende medlemmer i bankerne. Eksempelvis skal det koste op til to års fængsel at afgive urigtige oplysninger til offentlige myndigheder. I dag lyder straffen på fire måneder.
- Straffene er nødt til at blive skærpet markant nu. Det er meget alvorlig økonomisk kriminalitet, og derfor er der behov for, at det også får alvorlige konsekvenser, siger formand for Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget Morten Bødskov (S).
Radikale Venstre støtter også tanken om at skærpe straffene markant. Både for dem, som er personligt involveret, men også for dem, som rådgiver dem.
- Min frygt er, at hvis ikke der kommer et ganske håndfast svar, så mister borgerne tilliden til både banksektoren, hvad der er slemt nok i sig selv, men også det politiske system, fordi der tegner sig et billede af, at man går nidkært efter alle de små fisk. Men når det handler om de her banditter i habitter, så gør man alt for lidt, siger Martin Lidegaard, der beskriver Nordea-sagen som "ubærlig".
SF vil have et gennemsyn af alle banker
SF bakker også op om både flere ressourcer til Finanstilsynet og Bagmandspolitiet (SØIK) samt skærpede straffe.
Derudover ønsker partiet at gøre op med det, som partiet kalder en "svingdørskultur" i toppen af finanssektoren. Og endelig ønsker partiet et kritisk blik på landets største banker.
- Vi vil have et gennemgående tjek af alle de store systemisk vigtige banker (banker, der er så store, at de har betydning for samfundsøkonomien, red.), og det kræver jo selvfølgelig nogle ressourcer. Nu skal det være slut med, at det alene er, fordi medierne kan grave ting frem, at man bliver stillet til ansvar, siger finansordfører Lisbeth Bech Poulsen.
Nordea: Vi er kede af det
Fra Nordea lyder det, at banken tager sagen om de mistænkelige pengeoverførsler i bankens afdeling på Vesterbro meget alvorligt.
- Vi er meget, meget kede af, at det er sket – hvis det er sket. Vi har lukket afdelingen. Jeg vil ønske, det var sket tidligere, men der er ikke så meget, jeg kan gøre nu for at ændre den dato. Det skete, da man blev opmærksom på, hvor stor en risiko, der var, siger Julie Galbo, der er bankens chef for risikostyring.