Politikere om Ritt Bjerregaard: En modig og markant politiker, der banede vejen for kvinder

Mange på Christiansborg vil huske Ritt Bjerregaard for hendes skarpe holdninger og store bidrag til ligestillingen.

Ritt Bjerregaard døde lørdag efter et længere kræftforløb. (arkivfoto). (Foto: © Tobias Kobborg, Ritzau Scanpix)

"Mod", "kvinder", "ligestilling" og "socialdemokrat".

En række ord går igen i de mange mindeord, som politiske venner og modstandere i dag har brugt, når de har skullet tage afsked med tidligere minister, EU-kommissær og overborgmester Ritt Bjerregaard, der døde lørdag.

Sammen tegner de billedet af en markant politiker, der ikke var bange for at søge magten, sige sin mening og stå fast - også når hun røg ud i et politisk blæsevejr.

Og mange takker hende for sit bidrag til ligestillingen, hvor hun banede vejen for andre kvinder på de højeste af landets embeder.

- Få har som hun gennemboret det ene glasloft efter det andet, skriver statsminister Mette Frederiksen i sit mindeord, hvor hun kalder Ritt Bjerregaard "en af sin generations største politikere".

- Ritt har været en inspiration for mange. Og hun har gjort en forskel. For Danmark. For København. For Socialdemokratiet. Og for kvinder i politik, skriver Frederiksen på Facebook

- Som Ritt selv har sagt det: Hun ville hellere være en kælling end en kylling. Kære Ritt. I dag er du et koryfæ, Tak for alt, hvad du har givet, lyder det fra statsministeren.

Også Danmarks første kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), fremhævede Ritt Bjerregaards bidrag.

- Ritt var en utrolig stor inspiration og hjælp for mig, da jeg første gang trådte ind i politik. Vi er mange i min generation, som står på skuldrene af hendes præstationer, skriver Helle Thorning-Schmidt.

Vi har smidt mange af de mindeord om Ritt Bjerregaard, som danske politikere i dag er kommet med, ind i en såkaldt wordcloud - en ordsky. Her kan du se, nogle af de ord, der er blevet brugt mest. (Foto: © wordclouds.com)

Skipper: Ofte uenig, men fuld af beundring

Selv de politikere, der ofte var uenige med Ritt Bjerregaard, takker i dag for hendes bidrag til ligestillingen.

- Hun viste os, hvordan feminisme og ligestilling kan gå på tværs af andre politiske skel, skriver Pernille Skipper fra Enhedslisten på Twitter.

- Jeg var tit uenig med hende og samtidig fuld af beundring. Tak, Ritt, lyder det fra Skipper.

Ritt Bjerregaard var den yngste kvindelige minister nogensinde, da hun som 32-årig blev undervisningsminister i Anker Jørgensens regering i 1973, og i hele sit liv deltog hun i ligestillingsdebatten.

Også her var hun ofte uenig med Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, der også i dagens anledning skriver mindeord.

- Ritt har altid været i mit politiske liv. Tak for mange politiske debatter, da vi begge var opstillet på Fyn. Mange forskelligheder, men altid med gensidig respekt. Ære være hendes minde, skriver Pia Kjærsgaard på Twitter.

'Man var sjældent i tvivl om hendes holdning'

Flere beskrev Ritt Bjerregaard som en markant profil, der ikke var bange for at kritisere både partifæller og -modstandere.

- Man var sjældent i tvivl om hendes holdning. Slet ikke når hun elegant lod som om, hun holdt sig tilbage, skriver Venstre-formand og vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensen.

- Med sin stædighed rykkede hun afgørende ved ligestilling i dansk politik. Gudskelov, fastslår han.

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) opsummerer det således:

- Ritt skabte debat og havde klare holdninger, men glemte aldrig, at hun var socialdemokrat, om end hun ikke elskede partiet lige højt hele tiden!

- Hun var et engageret menneske, som aldrig flød med strømmen, siger Poul Nyrup Rasmussen i en skriftlig udtalelse til Ritzau.

Lykketoft: Havde blik for, hvor mulighederne lå

Partifællen Mogens Lykketoft, der sammen med Ritt Bjerregaard, Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen udgjorde Socialdemokratiets såkaldte fire-bande, der i årtier satte sit præg på Socialdemokratiet, vil huske hende som "en meget stærk personlighed og en enorm stemmesluger".

- Især blandt kvinder var Ritt et meget stærkt forbillede, for at man som kvinde kunne komme i nærheden af de højeste poster, siger Lykketoft.

Han beskriver hende som en markant politiker, der altid forstod at søge indflydelse.

- Jeg havde altid nytte af at diskutere, hvad politikken skulle gå ud på, og hvad situationen var, med Ritt. Hun havde det her voldsomt stærke overblik over, hvor mulighederne lå - også for, at hun kunne få størst mulig indflydelse på, hvad der foregik, fortæller han.

DSU-formand: Ritt har banet vejen

Netop Ritt Bjerregaards mod til at tage kampene gør, at formanden for de unge socialdemokrater i DSU, Katrine Evelyn Jensen, kalder hende et stort og vigtigt menneske for partiet og mange unge kvinder.

- Ritt har kæmpet mange kampe omkring den interne ligestilling i Socialdemokratiet og har trådt nogle meget dybe spor for mange af os unge kvinder, siger DSU-formanden.

- Det, som Ritt Bjerregaard har lært mig, er, at vi kvinder skal turde sætte os på nogle af de poster, hvor de tunge økonomiske beslutninger træffes. Vi skal ikke kun tage til takke med de mere bløde poster som social- og børnepolitik. Vi skal også gå efter de poster, hvor økonomien er, for det er der, magten ligger, siger Katrine Evelyn Jensen.