Politirejser igen under lup

Forsvarets retsudvalg genåbner sagerne om den tidligere rigspolitichefs og andre politispidsers dyre udlandsrejser til destinationer som Rio og Bangkok.

- Vi skal være sikre på, at når man rejser for staten, så sker efter de retningslinier, der gælder for tjenesterejser.

Sådan siger formanden for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti om baggrunden for, at tidligere rigspolitichef Torsten Hesselbjerg og andre politispidser igen skal i søgelyset for deres rejseaktiviteter.

Spørgsmål for justitsministeren

Hesselbjerg, Københavns politidirektør Hanne Bech Hansen og Kim Kliver, chef for det nationale efterforskningscenter NEC, har ifølge retsudvalget mindst to gange rejst langt ud i verden på businessclass, hvilket de ikke burde have gjort ifølge spørgsmålet, som er rettet til justitsminister Brian Mikkelsen:

"Ministeren bedes redegøre for baggrunden for, at Københavns politidirektør Hanne Bech Hansen, chef i Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, Kim Kliver og den tidligere rigspolitichef Torsten Hesselbjerg i de officielle og godkendte regnskaber står bogført for i adskillige tilfælde at have foretaget rejser på økonomiklasse, selv om de i virkeligheden fløj på den langt dyrere businessclass til destinationer som Bangkok og Rio de Janeiro.

Endelig bedes ministeren redegøre for de regler, der gælder for politiet for henholdsvis rejser på økonomiklasse og businessclass."

DF: Må gælde for alle

Det er Peter Skaarup selv, der har bedt udvalget rejse spørgsmålet.

- Vi skal være sikre på, at reglerne overholdes hvad enten, det er menige politifolk eller direktører og chefer, der tager på tjenesterejser. Hvis det ikke allerede er på plads, så kommer det det forhåbentligt med dette spørgsmål, siger Peter Skaarup.

Facebook
Twitter