Politisk analytiker: Vi savner fortsat mange svar om DF’s EU-støttekroner

Selvom Dansk Folkeparti nu vil betale 200.000 EU-støttekroner tilbage, betyder det ikke, at sagen slutter for partiet, siger DR’s Uffe Tang.

DF-formanden, Kristian Thulesen Dahl, afviser at stille op til et interview om sagen om EU-støttekronerne. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Den omstridte sag om Dansk Folkeparti og de 200.000 EU-støttekroner, der ifølge eksperter er blevet misbrugt til at finansiere to sommergruppemøder, dør ikke af, at partiet nu har besluttet sig for at betale pengene tilbage.

Det siger DR’s politiske analytiker, Uffe Tang.

- Det er helt klart et forsøg på at lægge sagen ned, at partiet nu vil betale pengene tilbage. Men der er fortsat en lang række spørgsmål, som vi mangler at få svar på, siger han og peger på, at de to sommergruppemøder fandt sted i henholdsvis 2014 og 2015, hvor Kristian Thulesen Dahl var formand.

- Hvad vidste han om de penge, der gik til sommergruppemødet fra EU's kasse? Han erkender nu i en sms gennem sin assistent overfor DR Nyheder, at han godt vidste, at der var visse omkostninger ved sommergruppemøderne, der blev støttet fra EU. Men hvordan det hele er kommet i stand, og hvad ledelsen i Dansk Folkeparti har vidst og ikke vidst, det aner vi faktisk ikke, siger Uffe Tang.

De 200.000 kroner blev udbetalt af Europa-Parlamentet og skulle egentlig bruges på to konferencer for det europæiske parti Meld, som partiets europaparlamentariker Morten Messerschmidt var formand for.

Men konferencerne blev afholdt samme dage som Dansk Folkepartis sommergruppemøder og med de samme deltagere, hvilket Europa-Parlamentet tilsyneladende ikke har opdaget. Ifølge EU's regler må støttekronerne ikke bruges direkte eller indirekte til at finansiere nationale partier.

Tidligere på dagen meddelte partiformand Kristian Thulesen Dahl, at pengene vil blive betalt tilbage, fordi der har været så meget tvivl om, hvorvidt de er blevet brugt korrekt.

- Så kan vi efterfølgende tage debatten om, hvorvidt DF er blevet hårdere vurderet end andre i forhold til, hvad man kan bruge midler fra EU til europæiske partier til, skrev han i sit ugentlige nyhedsbrev.

Ingen mundtlige svar

Det har dog ikke været muligt at få et opfølgende interview med DF-formanden. Han har kun ønsket at svare skriftligt via mail.

- Kristian Thulesen Dahl er normalt ikke bleg for at stille op til interviews og stå på mål for nogle svære sager. Derfor siger det mig, at den her sag gør ondt på Dansk Folkeparti, siger DR’s politiske analytiker.

Ifølge Uffe Tang er det endnu for tidligt at sige, hvilke konsekvenser sagen får for Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt. Men man kan ikke bare lægge en sag som denne bag sig, understreger han.

- Forskning viser, at skandaler ikke nødvendigvis direkte får nogen betydning for partierne. Men det er klart, at sådan noget her slider på troværdigheden. Ikke mindst for Dansk Folkeparti, der er et parti, som meget ofte svinger sig op på, at de vil bekæmpe svindel i EU, siger Uffe Tang og fortsætter:

- Lige nu er EU ved at undersøge, om der rent faktisk var tale om svindel. Svindel med borgernes penge er ikke ligefrem et solidt fundament under et partis vælgerbase.

FacebookTwitter