Politisk flertal presser Mette Frederiksen: Drop coronapas ved udendørsservering

Kravet om en negativ coronatest for at gå på café eller restaurant udendørs bør alligevel ikke gennemføres som planlagt, mener politisk flertal.

Et flertal af Folketingets partier vil sløjfe kravet om, at man skal fremvise coronapas ved udendørsservering, som åbner den 21. april. (Foto: Thomas Lekfeldt © Scanpix)

Allerede inden ordningen med, at man skal vise en negativ coronatest for at sidde udendørs på en restaurant, er trådt i kraft, vil et politisk flertal have den afskaffet.

Smittetallene udvikler sig positivt, og risikoen for at smitte andre, når man opholder sig udendørs, er så lav, at det ikke giver mening at opretholde kravet, lyder det fra både røde og blå partier.

Som et led i den store genåbningsaftale var partierne ellers selv med til at indføre, at der skal vises coronapas ved udendørsservering, som åbner den 21. april. Men nu har de skiftet kurs.

- Der er jo ingen grund til at have regler, der ikke har nogen effekt. De restriktioner, vi har, skal vi kun have, fordi de har en smittedæmpende effekt. Det har jeg rigtigt svært ved at se, at et coronapas i forbindelse med udendørsservering skulle have, fortæller Enhedslistens coronaordfører, Peder Hvelplund.

Men støtter Enhedslisten ikke regeringens corona-politik?

- Det er klart, men vi skal ikke indføre restriktioner, der ikke giver nogen mening, siger han.

Også et andet af regeringens støttepartier er klar til at afskaffe kravet om negativ test ved udendørsservering.

- Udendørs er smitterisikoen markant lavere, så det er i mine øjne svært at se en god grund til, at vi skal kræve coronapas, når vi taler om udendørsservering, mener sundhedsordfører for Radikale Venstre, Stinus Lindgren.

Men hvad er problemet i, at folk lader sig teste, inden de sætter sig ved en fortorvscafé?

- Der er intet problem i, at folk lader sig teste. Problemet med coronapasset i denne situation er, at det pludselig lægger en masse krav over på eksempelvis restaurationsbranchen, som egentlig ikke har lyst til at bede folk om at vise deres sundhedsdata. Der er en masse dilemmaer i det her, som jeg synes, man skal tage alvorligt, siger han.

LA: 'Unødvendigt' at kræve coronapas udendørs

En stribe borgerlige partier ønsker ligeledes, at kravet om en negativ test for at nyde en øl eller en kop kaffe på en udendørs café bliver taget af bordet. Det gælder både Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti.

- Hvis man sidder udenfor med afstand og spiser et måltid mad, så giver det ingen mening, at man absolut skal kunne komme med et coronapas. Det bør man droppe så hurtigt som muligt, siger sundhedsordfører Per Larsen (K).

Liberal Alliances gruppeformand Ole Birk Olesen mener, at ordningen generer både restauranter og kunder.

- Det mindsker opbakningen til at have et coronapas, at man bruger det steder, hvor det er unødvendigt. Der er meget lille risiko for at blive smittet udendørs, og derfor skal man ikke kræve et coronapas.

Og det kan Dansk Folkepartis også slutte op om, lyder det fra sundhedsordfører Liselott Blixt.

pressemødet tirsdag eftermiddag var statsminister Mette Frederiksen (S) dog knap så villig til at fjerne brugen af coronapasset i forbindelse med udendørsservering.

- Det ser ud, som om coronapasset er kommet rigtigt godt ud over stepperne og er jo givet en vigtig forklaring på, hvorfor vi er ét af de lande, der faktisk kan holde smitten nede.

Hertil tilføjede statsministeren, at Folketingets partier løbende vil diskutere brugen af coronapasset.

I videoen herunder kan du blive klogere på coronapasset:

Brancheorganisation frygter færre restaurantbesøg

I Horesta, der er brancheorganisation for hotel-, restaurations- og turisterhvervet, har man hele tiden været stærkt kritiske over for coronapasset, som man mener vil lægge en dæmper på mange gæsters lyst til at gå ud at spise på restaurant eller gå på café.

Desuden er ordningen ulogisk, sagde direktør i Horesta, Katia Østergaard, til Ritzau, da aftalen om coronapas blev indgået i marts.

- Det er også svært at se, hvorfor det er farligere at gå på restaurant, sammenlignet med at man går rundt mellem hinanden, når man handler ind i detailhandlen uden krav om coronapas, sagde hun.

- 50 mennesker kan løbe svedende rundt (udendørs, red.) mellem hinanden og dyrke sport uden coronapas. Men hvis de bagefter skal have en sodavand på en fortovscafé, så skal de kunne fremvise et coronapas.

Ifølge Horesta skal danskerne indstille sig på, at det er de færreste restauranter, der kommer til at åbne for udeservering. En del af forklaringen er usikkerhed om vejret, men i branchen frygter man også, at kravet om coronapas kan gå ud over spontane restaurantbesøg.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk