Lokale samlingssteder bør spærres af. Fyrværkeri forbydes, og myndighedernes pegefinger skal løftes.
Smittetallene får nu flere af regeringens støttepartier til at forlange, at der bliver kastet en spand iskold vand over nytårsaften, der ifølge flere eksperter er et ulmende bål af smitte.
- Jeg er bekymret for, hvordan smittetallet vil se ud i begyndelsen af januar. Det kan få den konsekvens, at restriktionerne må forlænges, og det har ingen af os lyst til, siger SF-sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen.
Derfor mener hun blandt andet, at populære samlingssteder nytårsaften bør spærres af. Som det er sket på Rådhuspladsen i København.
- Der skal meldes meget, meget tydeligt ud fra myndighedernes side. Vi skal undgå at være sammen med mennesker, vi ikke kender, siger Kirsten Normann Andersen.
Også Enhedslisten mener, at myndighederne bør vejlede om festlighederne nytårsaften.
- Der skal meldes klart ud om, hvordan man på en ansvarlig måde kan fejre nytårsaften, siger Peder Hvelplund (EL).
'Kraftig stigning' efter nytår
Opfordringen kommer efter flere eksperter har advaret om, at yderligere smittespredning nytårsaften kan udløse en ‘kraftig stigning’ i antallet af indlæggelser og døde.
- Vi ved fra andre lande, at den slags festligheder kan resultere i en betydelig øget smittespredning, siger Flemming Konradsen, der er professor i global sundhed ved Københavns Universitet.
I dag klokken 12 mødes Folketingets corona-følgegruppe, der består af partiernes sundhedsordførere.
Her vil både SF og Enhedslisten opfordre til, at de velkendte rammer for nytårsaften i år bliver anderledes.
Det gælder blandt andet fyrværkeri, som man kunne overveje at forbyde, siger Peder Hvelplund.
- Det sidste man har brug for nu er, at der kommer fyrværkeriskader ind. Men også at folk glemmer at holde afstand, fordi man er påvirket af alkohol, siger sundhedsordføreren.
Bekymret på forhånd
Hos De Radikale mener ordføreren, at SF’s opfordring til at lukke lokale forsamlingssteder giver mening.
- Hvis man ved, der er steder folk normalt flokkes nytårsaften så det klogt at gøre det klart, at det skal man ikke, siger Stinus Lindgren (RV).
Synes du, der skal gribes ind?
- Jeg er bekymret, men jeg ved ikke, hvad ekstra restriktioner man skulle lave. Sundhedsstyrelsen har allerede sagt, at man maksimalt må være 10 personer, og det skal være de samme hele aftenen. Men jeg er bekymret for, at folk ikke opfører sig fornuftigt. Nu har vi opført os godt hele året, så lad os lige få den sidste dag med, siger han.
Stinus Lindgren forventer, at de nuværende restriktioner bliver forlænget på dagens møde.
Det har ikke været muligt med en kommentar fra Socialdemokratiets sundhedsordfører.
Myndighedernes anbefalinger til nytår
- •
Vær så få som muligt og aldrig mere end 10 personer til nytår, inkl. dig og din husstand, uanset hvor stor din bolig er.
- •
Invitér kun personer fra din omgangskreds af 10 personer, du plejer at se ofte.
- •
Bliv hjemme, hvis du har symptomer, er testet positiv eller er nær kontakt.
- •
Hold dig til dit eget nytårsselskab hele aftenen, også hvis I går udendørs.
- •
Undgå steder, hvor mange mennesker typisk går hen nytårsaften.
- •
Find alternative måder at ønske godt nytår til dine naboer, hils f.eks. hen over hækken, på hver sin altan eller over telefonen.
- •
Aflys fælles fyrværkeriarrangementer eller -opvisninger, hvor flere mennesker fra nabolaget samles samme sted.
- •
Lav aftaler for virtuelle nytårshilsner med venner og familie, som du gerne ville have fejret nytåret med.
- •
Bortset fra private boliger og haver i tilknytning hertil gælder forsamlingsforbuddet på 10 personer.
Kilde: Sundhedsministeriet.
Artiklen er blevet opdateret med information i den øverste faktaboks om, at forsamlingsforbuddet gælder til den 28.2.21.