Det er en alvorlig kritik af embedsværket i Udenrigsministeriet, som GGGI-redegørelsen i dag er kommet med, siger DRs politiske redaktør Uffe Tang.
- Det er meget usædvanligt, at man ser en så kras og direkte kritik af forholdene i Udenrigsministeriet.
Redegørelsen beskriver, hvorfor Christian Friis Bach (RV) endte med at få forkerte oplysninger fra ministeriet, samt hvorfor han først blev informeret om fejlen flere uger efter, at den var blevet opdaget. Fejlene endte med, at Friis Bach valgte at trække sig som udviklingsminister.
Og der er begået alvorlige fejl, fastslår redegørelsen: Tre embedsmænd indkaldes til tjenstligt forhør.
- Der er mulighed for, at de skal sidde foran en dommer og forklare sig. Det kan ende med, at der tages ansættelsesretlige skridt, som fyringer eller en forflyttelse, forklarer Uffe Tang.
Sort tid for embedsmænd
Redegørelsen kommer på et tidspunkt, der i forvejen er en sort periode for det danske embedsværk, påpeger Uffe Tang:
Socialministeren har været i samråd, fordi der ikke var nogen embedsmand, der stoppede hende, da hun gik i gang med at dele penge ud til Huset Zornig. Skatteministeriet har flere generelle problemer, mens tidligere justitsminister Morten Bødskov gik for langt i PET-sagen uden der var embedsmænd, der stoppede ham. Og nu kommer denne GGGI-redegørelse.
- Det er ikke nogen lys juletid, embedsmændene går i møde, slutter Uffe Tang.